HTC – og en række andre Android-producenter – er ikke kendt for en lynhurtig opdateringsproces, så allerede solgte telefoner løbende får alle de nyeste versioner af Android, og det har gennem årene ført til en del kritik fra kunderne.
Men nu forsøger HTC at give et bedre overblik over, hvordan processen foregår, og hvilke telefoner, der er blevet opdateret til den nye Android Kitkat 4.4. I en infografik om processen fremgår det, at det især er teleselskaberne, som gør det til en langstrakt affære. Det skriver Ars Technica.
I HTC's oversigt optræder kun flagskibet HTC One, og her er de versioner, som teleselskaberne ikke har været med inde over, alle opdateret til Kitkat, mens telefoner med ændringer fra teleselskabernes side stadig venter.
Ifølge infografikken kommer der tre ekstra led ind, når der også er tilpasninger fra teleselskaberne, så det samlede antal trin går fra ni til tolv. Men hvilke trin, der tager længst tid, fremgår ikke af grafikken.
Den første store hurdle er, om chipsæt-producenter som Qualcomm og Nvidia vil lave nye drivere til en ny version af Android. Hvis svaret er ja, kan HTC så afvente en ny såkaldt Board Support Package, og så skal HTC-ingeniørerne tilpasse HTC Sense til den nye Android-version og de nye drivere.
Efter det må HTC så arbejde med hver af teleselskaberne for at få den nye version til at fungere med de forskellige tilpasninger og standard-applikationer, som teleselskaberne har tilføjet telefonen.
Google har tidligere gennem Android-organisationen Open Handset Alliance forpligtet producenterne af Android-hardware til at understøtte produkterne med nye opdateringer i mindst halvandet år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.