HTC klar med fem nye Androidtelefoner til foråret

Næste bølge af Android-telefoner fra HTC er afsløret. Topmodellen får en processor på 1 gigahertz og navnet 'Bravo'.

Nu er ketchupeffekten for alvor ved at slå igennem på Android-telefoner: Pludseligt vælter det ud.

En intern brochure fra producenten HTC, som er havnet på internettet, afslører de otte næste modeller fra firmaet og en klar overvægt til Android-siden: Fem af dem bliver med det åbne styresystem fra Google, og de tre sidste med Windows Mobile, skriver udviklerforummet XDA-developers.

Er man til fart og tempo, vil det være HTC Bravo, der er mest interessant, for her får HTC første gang brugt en Snapdragon ARM-processor på 1 gigahertz i en Android-telefon. De mange kræfter betyder blandt andet, at telefonen kan optage video i 720p-HD-opløsning. Modellen bliver lanceret til april, viser brochuren.

I forvejen bruger HTC den samme 1 gigahertz-processor i Windows Mobile-telefonen HD2, der kom til Danmark i november.

Afløseren for den nuværende topmodel, HTC Hero, vil få navnet Legend, og vil blive lillebror i forhold til Bravo-modellen, med en svagere processor og en lavere skærmopløsning. Den mest markante ændring bliver, at det lille hjul under skærmen droppes og erstattes af en optisk mus, som det ikke fremgår af materialet helt præcist hvordan vil fungere.

Legend lanceres i marts 2010, og de øvrige Android-telefoner på vej fra HTC rammer markedet i perioden marts-juni.

Se hele brochuren via fanebladet 'eksterne links'.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Brian Hjøllund

Jeg er nu ganske tilfreds med min HTC HD2, den kører glimrende. :)

Valget af operativ system (til både mobile enheder og mere stationære computere) bliver mere og mere en smagssag, selvom flere gerne vil køre det til en religionskrig. ;)

  • 0
  • 0
Piotr Czarny

Når man nu har lagt omkring 3500 for en Magic, forventer man, at man kan opgradere den til en lidt nyere version af Android end 1.5. HTCs upgrade service er dog lidt af en stinker.

Der har været et par underlige officielle ROM upgrades fra HTC, som sletter hele indholdet af telefonen og retter nogle mindre fejl og mangler. Men ikke noget stort.

Jeg er godt tilfreds med HTCs hardware, men den efterfølgende support skuffer fælt. HTCs danske chef udtaler, at det kun er de færreste slutbrugere, som benytter disse opgraderinger til deres telefon og derfor er disse ROM-upgrades ikke ret vigtige.

Det kunne jo være fordi der ikke er nogen som helst form for automatik. Den dag, en eller anden laver en remote root exploit til en HTC telefon, står alle brugerne med håret i postkassen med deres ældgamle android, som kun kan opgraderes via tilslutning til en Windows computer gennem et USB-kabel og samtidigt sletter alle data på telefonen.

Min næste telefon bliver helt sikkert en Android, men næppe en HTC.

  • 0
  • 0
Bo Bank Nielsen

Det sker ikke så tit at jeg må pille batteriet ud af min HTC. Tror faktisk det er ca. lige så tit som min gamle Nokia E71 ;)

Hvis man har et lille legebarn gemt i sig, er Windows Mobile (WM) meget sjovere end de andre styresystemer lige nu. Gutterne på xda-developers.com er meget hjælpsomme og laver masser af spændende ting til WM.

Styresystemer som Android og Maemo er på vej. Der er endnu ikke så meget at "lege med". Men det kommer nok.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere