HTC i kovending: Vi skal nok give Desire en Gingerbread-opgradering

Først lovede HTC at give Desire en opgradering til Android 2.3. Så blev det droppet, med en teknisk undskyldning ? men nu lover HTC igen Gingerbread til alle.

Kan en HTC Desire med 576 megabyte RAM køre den nyeste version af Android samt HTC Sense?

Det er det store spørgsmål i øjeblikket, for forleden dag meldte HTC ud, at der ikke blev nogen opgradering til Android 2.3 Gingerbread på HTC Desire. Forklaringen var, at de 576 megabyte RAM var for lidt til både Android 2.3 og Sense-overbygningen.

Men efter protester fra brugerne har HTC nu vendt på en tallerken og lover nu igen Gingerbread til de mange Desire-ejere. Hvornår det sker er dog uvist. Det skriver The Register.

Et andet åbent spørgsmål er, om forklaringen med manglende RAM var en dårlig undskyldning, eller om HTC i løbet af de højst to døgn, der gik mellem de to udmeldinger, fandt en teknisk løsning på problemet.

Oprindeligt var meldingen, at Gingerbread ville komme til den aldrende, men populære Desire-telefon i løbet af andet kvartal, altså inden udgangen af juni. Men med de modstridende budskaber virker det ikke oplagt, at den tidsplan holder.

Med Gingerbread skulle Android for eksempel være blevet hurtigere og mere påholdende med batteriforbruget. HTC har også sendt flere nye telefoner på gaden med Android 2.3, som blev lanceret officielt i december 2010.

Problemet med manglende opdateringer til ældre telefoner har ført til utilfredse kunder hos flere producenter af Android-telefoner. Google, der står bag Android, har forsøgt at løse problemet med et fælles manifest for de store producenter.

Læs også: Android-producenter strammer op: Lover Android-opdateringer i halvandet år

Her lover producenterne, at de vil opgradere en telefon til nyeste styresystem i mindst halvandet år efter lancering. HTC Desire er fra februar 2010, og modellen er dermed under halvandet år gammel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jakob Veje Hansen

Hvis der i denne nyhed refereres til udmeldingen på HTC's facebook side vedrørende problemer med Gingerbread med Sense til Desire (http://www.facebook.com/notes/htc-uk/desire-and-gingerbread-update/22560...), så skriver HTC faktisk kun at Desire ikke har RAM nok til både Gingerbread og den komplette "Sense Experience". De skriver intet om, at Gingerbread ikke kommer til Desire, selvom det synes at være den måde udmeldingen blev fortolket på efterfølgende. Derfor kan jeg ikke helt følge, at der skulle være tale om en kovending?

  • 0
  • 0
Lars Bjerregaard

Det har ikke noget med RAM størrelsen at gøre. Desire blev født med en ROM størrelse på kun 512MB, som skal deles mellem fabrikantens system image, user-apps og user-data. Det er en udfordring.

HTC har nu forøvrigt på 24 timer lavet en 180 grader kovending, og lover at Desire alligevel får Gingerbread. Den åbenlyse løsning er at skrælle de apps af, som alligevel bare skal downloades/opdateres fra Market, eksempelvis Twitter, Maps, Facebook, etc.

  • 0
  • 0
Lars Bjerregaard

Nope! Betegnelsen ROM her, er et levn fra fortiden. På en smartphone er den i højeste grad skrivbar. Det er her dine downloadede apps lever, som deres data, bla. Den primære forskel på ROM og RAM på en smartphone er, volatile (RAM) versus non-volatile (ROM). Hvis du slukker helt for dyret, forsvinder det som er i RAM, men ikke indholdet af ROM. ROM = harddisken på din PC. RAM = RAM på din PC. Sd-kortet = ekstern harddisk på din PC.

  • 0
  • 0
Michael Lykke

Uanset om årsagen er ram eller ej så er det på ingen måde godt nok at man skal vente 7 måneder på at høre at det pludselig ikke kan lade sig gøre og så alligevel. Så lang tid tager det altså ikke at smide sit eget UI ovenpå en mindre opgradering af et OS.

I øvrigt er det vel ret nemt at få en indikation af om det er RAM der er problemet ved at kigge på de andre af deres enheder som har fået opdateringen. Er der nogen af dem der har den samme mængde RAM? så er det nok ikke der problemet er.

  • 1
  • 0
Christian Nobel

HTC har nu forøvrigt på 24 timer lavet en 180 grader kovending, og lover at Desire alligevel får Gingerbread. Den åbenlyse løsning er at skrælle de apps af, som alligevel bare skal downloades/opdateres fra Market, eksempelvis Twitter, Maps, Facebook, etc.

Det håber jeg du har ret i, for det vil da være noget af det bedste der kan ske.

Hvorfor skal man på sin smartphone belemres med Facebook og andet teenage pladder som kun tager plads op?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere