En berøringsfølsom skærm kan være en bekvem måde at betjene en bærbar pc på, især hvis man sidder klemt i et flysæde, hvor det er akavet at komme til at bruge pegefeltet på tastaturet. Og nu kommer skærmene også til den øvre ende af netbook-markedet.
Hewlett-Packard har netop lanceret en ny version af dets Mini-netbook 5102, som har fået en multitouch-skærm.
Da Version2 sidste år testede netop en bærbar pc fra HP med multitouch var konklusionen, at det mest var selve trykfølsomheden og mulighederne for eksempelvis at scrolle ved at bevæge fingeren henover skærmen, der fungerede bedst. Selve multitouch-fagterne, som de kendes fra Apples iPhone, er mere besværlige på en bærbar pc på grund af håndens stilling.
De nye multitouch-netbooks fra HP har en 10,1 tommers skærm, som fås i enten WSVGA-opløsning på 1024 x 600 pixels eller den såkaldte HD-udgave på 1366 x 768 pixels. Begge har LED baggrundsbelysning. Det er med til ifølge HP at presse op til 10 timer ud af batteriet, hvis man vælge modellen med seks celler og vælger den strømbesparende opsætning i styresystemet.
Netbooken er udrustet med en Intel Atom N450-processor, som er én af de nye Atom-processorer med indbygget grafikchip fra Intel og understøttelse af 64 bit.
HP har også indbygget ny software til ansigtsgodkendelse ved hjælp af det indbyggede webcam, som gør det muligt at logge på pc'en blot ved at sidde foran den, hvorefter softwaren kan genkende brugerens ansigtsstruktur.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.