HP vil sælge WebOS - Oracle en mulig køber
Da HP valgte at droppe produktionen af firmaets tavlecomputer Touchpad, stod man tilbage med styresystemet WebOS, uden at vide, hvad man ville gøre ved det.
Nu har nyhedsbureauet Reuters opsnuset, at HP gerne vil sælge WebOS fra og derfor er gået i gang med en undersøgelse af sådan et forløb. En mulig salgspris kunne være et par hundrede millioner dollars for WebOS og den patent-pakke, der fulgte med købet af Palm.
Det er langt fra de 1,2 milliarder dollars, som HP betalte for Palm og WebOS i 2010.
Flere store it-firmaer skulle være interesserede i at købe styresystemet. Oracle bliver nævnt ved navn, og en grund til det kan være, at tidligere HP-topchef Mark Hurd endte hos Oracle efter fyringen fra HP. Køber Oracle WebOS, er det næppe for at begynde en produktion af tavlecomputere eller smartphones, men snarere på grund af de patenter, der følger med.
HP forsøgte at gøre WebOS populært og udbredt ved for eksempel at installere det side om side med Windows på HP-computere. Men trods anmelderros af WebOS faldt satsningen på Touchpad-tavlerne til jorden som en sten. Først da HP meddelte, at Touchpad-serien skulle aflives og dumpede priserne, stormede folk til butikkerne for at købe en billig tavlecomputer med priser ned til 550 kroner. Det fik HP til at forlænge produktionen af Touchpad-tavlerne, som blev solgt til cirka 200 dollars, hvilket lige skulle dække produktionsomkostningerne.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.