HP vil ændre computerens byggesten med 'The Machine'

HP mener at have fundet opskriften på at komme forbi de barrierer, som nutidens datacentre er på vej til at løbe ind i: Memristorer, fotonik og specialisering.

Nutidens datacentre, der driver både skyen og Big Data, er på vej til at løbe ind i mur, hvor de vil bruge for meget energi, og det ikke længere vil kunne betale sig at fortsætte med blot at udbygge den nuværende arkitektur. Det mener teknologigianten HP, som foreslår en computer baseret på helt nye komponenter.

Ikke overraskende kommer flere af teknologierne fra HP's egne laboratorier. Under en samlet vision, som HP har valgt blot at kalde 'The Machine', vil HP lave en computer, der er kraftigere, men bruger mindre energi.

The Machine er foreløbig kun en vision, men flere af teknologierne er på vej. Basalt set vil der være tre hovedbestanddele i The Machine: Specialiserede kerner, fotonik og memristorer.

Læs også: Moores Lov lever på lånt tid: Hvad sker der efter 2020?

Specialiserede kerner er et område, hvor HP ligesom flere andre, allerede har dyppet tæerne. For HP's vedkommende i skikkelse af Moonshot-serverne, men idéen om at bruge mange billige processorer, der kun er gode til nogle få ting, findes inden for flere områder. Allerede i dag er varianter af grafikprocessorer en vigtig komponent i supercomputere.

Men regnekraften afhænger ikke alene af processorerne. Der skal også data til, og her vil HP, ligesom Intel også har arbejdet med, benytte sig af fotonik. Det vil sige brugen af fotoner i form af eksempelvis ultraviolet lys som erstatning for ledningsbaner og elektriske signaler i elektronik.

Fotonik kan overføre flere data med højere hastighed og har ikke samme problemer med varmeudvikling som elektriske kredsløb.

Memristorer er den teknologi til hurtig lagring, som HP satser på. Ligesom flere andre lignende teknologier er målet med memristorer at kombinere hastigheden i DRAM-hukommelse med muligheden for at holde på information uden konstant spænding, sådan som det kendes fra eksempelvis flash-hukommelse.

Læs også: HP snart klar med afløseren for SSD: Memristoren er datalogers urgamle drøm

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere