HP sælger Palms WebOS til LG: Skal køre på intelligente tv

HP havde ikke selv held med at bruge Palms WebOS styresystem til tablets og smartphones. Nu har HP solgt systemet til elektronikproducenten LG.

Efter mindre end tre år og en alvorlig skuffelse på tablet-markedet har HP besluttet at sælge mobilstyresystemet WebOS til den sydkoreanske elektronikproducent LG. Det oplyser HP ifølge en pressemeddelelse.

LG vil benytte WebOS som grundlag for intelligente tv-apparater, som kan afvikle applikationer og tilgå internettet, også kendt som 'Smart TV'.

HP købte mobilproducenten Palm for blandt andet at sikre sig WebOS på et tidspunkt, hvor hverken Android, Windows Phone eller andre styresystemer for alvor havde markeret sig som den stærkeste konkurrent til Apples iOS.

Læs også: HP tager kampen mod iPhone op: Køber Palm for 7 milliarder kroner

HP lancerede i 2011 en tablet baseret på WebOS. Styresystemet fik ros for dets evne til at multitaske mellem applikationer, men HP trak tabletten tilbage efter få uger i handlen, angiveligt fordi salget var en katastrofe. Siden lykkedes det dog HP at sælge et betragteligt antal af tabletten til en kraftigt reduceret pris.

Læs også: HP's Touchpad flopper: 9 ud af 10 samler støv i forretningerne

HP betalte i sin tid små syv milliarder kroner for Palm, men HP og LG har ikke afsløret, hvor meget LG betaler for WebOS og de udviklere, HP fik med i købet. De to firmaer oplyser dog, at handlen ikke vil have nogen væsentlig indvirkning på årsresultaterne, hvilket tyder på at LG ikke har betalt noget i nærheden af den pris, HP oprindeligt betalte.

HP bevarer dog samtidig de immaterielle rettigheder samt patenter, som selskabet fik med ved købet af Palm. De kan også repræsentere en betydelig værdi, idet Palm var blandt pionererne inden for håndholdte computere, også kendt som PDA'er, og inden for de første smartphones.

LG får dog også licensaftaler på at benytte patenterne i forbindelse med WebOS med i købet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Johnnie Hougaard Nielsen

HP skærer ned, og fik lidt penge i stedet for at fyre folk. LG fik nogle gode folk, som måske alligevel ikke følte sig vel til mode hos HP. Et par TV modeller kan måske komme til at udgøre gravstenen over hvad der engang så ud til at være et projekt med muligheder i.

  • 0
  • 0
Esben Madsen

Kan vi ikke godt holde op med at bruge ordet "intelligent" om noget så snart det kan gå på nettet? I kan begynde at kalde det "intelligent" hvis det kan forudsige brugerens handlinger, svare selvstændigt på forespørgsler og i det hele taget spille en aktiv rolle... at det kan udføre en håndfuld kommandoer det er programmeret til gør det ikke intelligent...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize