Den nye generation af Intel Itanium-processorer er nu klar, og ifølge Intel er ydelsen mere end fordoblet i forhold til forrige generation. Samtidig er Itanium-processorerne nu på vej til at kunne bruge de samme sokler som Xeon-processorerne.
Itanium var Intel og HP's fælles bud på en ny 64-bit processorplatform til servere, men på det brede servermarked blev det i stedet 64-bit-udgaven af x86-arkitekturen, der kom til at dominere. Det storstilede projekt, som endte med at blive et nicheprodukt, førte endda til øgenavnet 'Itanic' som hentydning til Titanic.
Version2 har spurgt produktchef for business critical systems, Klaus Harder, fra HP Danmark, hvorfor HP som reelt den eneste store serverleverandør stadig satser på Itanium .
Er Intel Itanium stadig relevant?
»Kodeordet er mission critical. Den ene side af det er stabilitet som i, at systemet ikke går ned, men mange kunder har også en forventning om, at der ikke kommer for mange forandringer, så platformen er stabil over tid,« siger Klaus Harder til Version2.
Det er en slet skjult hentydning til IBM's Power-platform, som ifølge Klaus Harder ofte bindes sammen med en ny udgave af styresystemet. Det betyder, at applikationerne skal gennem en ny certificering, før leverandørerne vil garantere support på den nye platform.
»Vi kan holde den samme udgave af Unix, så kunderne kan installere de nye CPU'er, uden der sker for mange forandringer,« siger Klaus Harder til Version2.
Har virtualisering og teknologier som Vmotion ikke gjort mission critical hardware overflødigt?
»Der er mange fine facetter i sådan noget som Vmotion, men der er stadig meget manuelt i den proces. Vi har indbygget logik, så hvis der sker noget, så er det automatiseret. Det er overraskende, hvor mange ting, der skal håndteres, som for eksempel hvilken side af storage-spejlet, der nu skal være den ægte,« siger Klaus Harder.
»Med VMware har du typisk en masse mindre workloads på samme server. På Itanium har du typisk én stor workload. Vi laver også virtualisering, men mange af vores virtuelle systemer har en meget stor I/O-del,« fortsætter Klaus Harder.
Netop I/O-siden er én af de ting, som er forbedret i den nye Itanium 9500-serie, som ifølge Intel skulle være 33 procent hurtigere på dén front.
Lige nu tales der meget om servere baseret på ARM-processorer. Hvordan kan Itanium konkurrere med ARM?
»Det kommer meget an på, om man skal bruge det til scale-up eller scale-out. ARM er egnet til scale-out som eksempelvis Hadoop. Men med mission critical ønsker man at holde det på få systemer, så hvis man skal lave et failover til et andet datacenter, så skal det være forudsigeligt,« siger Klaus Harder.
Der er dog én front, hvor Itanium taber til ARM. Effekten for de nye Itanium-processorer er nemlig ifølge Intel angivet til 130 watt for 1,73 gigahertz-udgaven og 170 watt for 2,53 gigahertz-udgaven.
HP er da heller ikke fuldstændig låst fast på Itanium som eneste CPU-platform i selskabets mission critical-servere i Integrity-serien og Superdome..
»Vi bruger et C-class blade, så hvis du skal bruge en ny CPU, så skifter du bare et blade og skal ikke have nye chassiser. Vi har også Project Odessey, hvor vi vil genbruge nogle af mission critical-funktionerne på x86-platformen, og flagskibet Superdome vil på et tidspunktet også komme med Xeon-processorer,« siger Klaus Harder.
Det vil blandt andet ske for at kunne tilbyde understøttelse af Linux og Microsofts software.
Hvor stor forskel er der i dag reelt på Xeon og Itanium?
»Forskellen bliver mindre og mindre. Intel tager flere faciliteter fra Itanium og bruger dem i Xeon. Det er blandt andet derfor, vi kommer til at se Xeon i Superdome. Men Itanium kan acceptere, at en CPU bliver dårlig, uden at styresystemet går ned, hvor en standardserver ville gå ned. Det handler om at komme de sidste procenter op i oppetid,« forklarer Klaus Harder.
Itanium til flere end 8 CPU-sokler
Samtidig påpeger han, at Xeon stadig har en øvre grænse for antal processorer på samme system, som er lavere end for Itanium.
»Xeon understøtter op til otte sokler. Hvis du har brug for mere, så skal det være Itanium,« siger Klaus Harder.
Kan en ny version rette op på Itaniums ry?
»Vi synes, det er vigtigt, at vi leverer til tiden. Oracle har sået tvivl om Itanium, men her er et håndgribeligt bevis til vores kunder,« siger Klaus Harder.
Den forrige generation af Itanium blev kraftigt forsinket. Det skyldtes ifølge Klaus Harder, at HP og Intel havde forventet, at hukommelsesteknologien ville udvikle sig i en anden retning, end den endte med at gøre.
Det betød, at Intel var nødt til at sadle om undervejs og blandt andet inkludere hukommelsescontrolleren direkte på chippen, ligesom det i dag er standard på x86-processorerne.
»Det havde ingen effekt på den næste generation, så nu leverer vi til tiden,« siger Klaus Harder.