HP: Oracles farvel til Itanium kostede os 23 milliarder kroner

Det har kostet HP 23 milliarder kroner i tabt fortjeneste, at Oracle undsagde Itanium-serverplatformen. Sådan lyder det fra HP's vidne i den store erstatningssag mod Oracle.

Det står endnu ikke klart, hvad HP vil kræve i erstatning fra Oracle i den sag, der er ved at blive løbet i gang mellem de to it-kæmper om Itanium-platformen.

Men tallet 23 milliarder kroner - 4 milliarder dollars - er et godt bud. Det er nemlig forskellen på, hvad HP kunne have hentet ind i ekstra omsætning på Itanium-produkter, hvis ikke Oracle havde droppet understøttelse af serverplatformen.

Sådan lød det i hvert fald fra en økonomisk konsulent, som HP havde hidkaldt til en indledende høring i den store erstatningssag. Det skriver Infoworld.com.

Itanium er en server-teknologi til high-end-systemer, som det nu kun er HP, der for alvor gør brug af. Salgstallene er raslet ned, i takt med at platformen har fået ry for at være på vej ud, mens HP stædigt holder fast.

Læs også: Q&A med HP: Derfor tror vi på prestige-CPU'en Itanium

Og ifølge HP begyndte nedturen for alvor, da Oracle i marts 2011 meldte ud, at der ikke længere ville blive udviklet Itanium-versioner af Oracles software. Et år efter udmeldingen var salget af Itanium-servere faldet med 38 procent.

HP trak Oracle i retten for brud på en kontrakt om Itanium, hvilket så i september 2012 endte med en juridisk sejr for HP. Indtil HP stopper salget af Itanium-servere, er Oracle ifølge dommen forpligtet til at understøtte den - en afgørelse, som Oracle måtte rette sig efter, men valgte at appellere.

Nu prøver HP altså at få en erstatning for den skade, som Oracles oprindelige farvel til Itanium betød for salget, men tallet 23 milliarder kroner bliver - selvfølgeligt - kritiseret hårdt af Oracles eget ekspert-vidne inden for økonomi.

Der er ikke indregnet, at HP i de år selv skabte en masse usikkerhed om firmaets kurs og skiftede topdirektør flere gange, lyder kritikken af overslaget, som i øvrigt indregner tabt fortjeneste frem til 2020.

Desuden har Oracle tidligere angrebet HP for at skjule Itaniums reelle fremtid, nemlig en snarlig død. Det er sket ud fra kommunikation mellem HP og Intel, der ifølge Oracle viser, at Itanium ikke har mange år igen.

Læs også: Intel dropper planer om Itanium med 22 nanometer-teknologi

Læs også: HP vinder milliard-ordre på Itanium-servere til EU-Kommissionen

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere