HP-nedtur fortsætter forud for opsplitning
It-giganten HP kæmper fortsat med at holde liv i forretningen forud for den store operation, som skal splitte selskabet op i to dele. Omsætningen faldt i seneste kvartal 2,5 procent i forhold til sidste år, skriver Reuters.
Denne gang er det ikke et fald i pc-salget, der trækker ned, for pc-salget gik frem i forhold til sidste år, men den fremgang ser ud til at være bremset i det seneste kvartal ifølge Reuters.
Problemerne er dog endnu ikke akutte for HP. Trods nedgang havde HP stadig et overskud i det seneste kvartal på knapt otte milliarder kroner.
HP's storplan er en opsplitning i to selskaber. Det ene skal varetage Personal Systems, som hovedsageligt udgøres af pc'er og printere, mens det andet skal stå for Enterprise-delen, som omfatter både servere, software og it-services.
Netop Enterprise-delen har voldt HP en del problemer på grund af en række dyre opkøb. Mest grelt var købet af Autonomy, som HP nu ligger i retssag omkring, fordi HP måtte nedskrive investeringen med 29 milliarder kroner, kort efter købet.
Dyre opkøb og problemer med indtjeningen har også ført HP ud i en række fyringsrunder, hvor op mod 50.000 medarbejdere vil være fyret i løbet af de seneste par år.
Opsplitningen i to selvstændige HP-selskaber ventes gennemført i løbet af 2015.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.