HP går efter den grønne førertrøje

Den danske afdeling af Hewlett-Packard har søsat deres helt eget ambitiøse grøn it-projekt.

It-industrien ligger med ansvaret for to procent af det samlede CO2-udslip på linje med flyindustrien, men det kan der godt gøres noget ved, mener verdens største it-virksomhed Hewlett-Packard.

Selskabet har allerede nået den oprindelige målsætning med reduktion af energiforbruget med 20 procent på trods af, at dette mål først skulle være nået i 2010. Derfor har selskabet opstillet en ny række af energirigtige målsætninger.

»En af vores ambitiøse målsætninger har været at reducere vores samlede energiforbrug med 20 pct. inden 2010. Det mål har vi nået nu, og derfor har vi valgt at hæve målsætningen med yderligere fem procentpoint. Tilsvarende har det været en målsætning for os at genbruge mere end et halv million ton elektroniske produkter. Også dette mål er nået, og vi arbejder nu på at kunne genbruge yderligere et halv million ton inden 2010,« siger Henrik Kirkeskov, kommunikationschef i HP i en henvendelse til pressen.

HP er gået drastisk til værks, og ud over at lette trykke på energiforbruget har selskabet også reduceret vandforbruget med 39 procent i forhold til 2006.

Når det gælder strømforbruget har HP blandt andet indstillet alle printere til automatisk at gå i dvale ved fyraften, og alle pærer i bygningen er lavenergipærer. I kælderen er hvert andet lysstofrør fjernet.

HP har også i stigende grad taget telekonferencer i anvendelse frem for at mødes fysisk med kollegaer i andre lande, og medarbejderne hjemmeopkoblinger og kan dermed spare transporten til og fra arbejde.

På globalt plan har HP's kontorer og fabrikker bidraget til reduktion af energiforbruget.

Blandt andet er HP's fabrik i Irland indrettet, så 90 pct. af energiforbruget stammer fra vindenergi.

Men også kunderne kan se frem til mere energirigtige produkter. Henrik Kirkeskov forventer, at energiforbruget i pc'er vil være reduceret med 25 procent, serverprodukterne med 50 procent og printprodukterne med 30 procent inden 2010.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere