HP beder om open source-hjælp til at få realiseret The Machine

HP's ambition om at skabe en computer baseret på memristorer er løbet ind i problemer. Nu beder selskabet om hjælp til at gøre softwaren klar.

Hewlett-Packard har splittet sig op i to, snart tre, selskaber, siden den nye computerarkitektur 'The Machine' først blev præsenteret.

Den afgørende nøglekomponent mangler stadig på hardwaresiden, og på softwaresiden erkender HP Enterprise nu, at der skal hjælp til udefra. Derfor bliver en del af softwaren nu lagt over i open source-projekter.

The Machine er en vision om en computer, som fra grunden er bygget til at arbejde i en verden, hvor den ikke skal spekulere på, om data ligger i et hurtigt arbejdslager eller skal hentes fra et langsommere, eksternt lager.

HP's oprindelige ambition var så at sige at gå tilbage til computerens udgangspunkt fra en verden, hvor magnetiske lagermedier har påvirket hele måden, hvorpå vi arbejder med data i en computer.

Den centrale teknologi, der skal gøre The Machine til virkelighed, er memristoren. Den var i en årrække en teoretisk 'fjerde grundkomponent' i elektronikken, indtil forskere hos netop HP fik skabt den første prototype.

Siden dét gennembrud har HP flere gange lovet, at teknologien var lige på nippet til at være klar til masseproduktion.

Software først, memristor senere

I dag er memristoren stadig ikke klar til at rulle ud i datacentrene, og sidste år valgte HP derfor at holde ilden ved lige i The Machine-projektet ved at sige, at softwaren skulle gøres klar, selvom memristoren ikke var det.

I stedet må HP indtil videre nøjes ved at emulere memristorens egenskaber med almindelig DRAM-hukommelse.

Memristoren giver mulighed for at skabe hukommelse, der arbejder lige så hurtigt som DRAM, men ikke mister data, hvis strømmen afbrydes. Dermed kan de samme hukommelsesceller bruges til både arbejdslager og opbevaring af data, der ikke er i brug.

Selvom hastigheden på lagermedier er øget med blandt andet flash-hukommelse, så er der stadig mere end en faktor 100 til forskel mellem flash og RAM. Styresystemer og applikationer kan derfor ikke se bort fra at skelne mellem, om noget er indlæst i arbejdshukommelsen eller ligger på et flash-lager.

Det er derfor, softwaren også er en vigtig brik i realiseringen af The Machine. Eksisterende styresystemer er bygget til at tage hensyn til denne forskel, og dermed vil memristorens fulde potentiale ikke blive udnyttet. Det er i hvert fald HP's tanke bag projektet.

Læs også: HP: Fremtidens computer skal have et helt nyt styresystem - og det skal være open source

Model for fejl-tolerant programmering

I første omgang efterlyser HP blandt andet hjælp til udvikling af en ny databasemotor, der kan udnytte mange processorkerner og hukommelse, der kan holde på data uden strøm.

Der findes flere in-memory-databaser, men de arbejder typisk med store mængder traditionel RAM og kræver altså stadig et eksternt lager til varig opbevaring af data.

HP vil også gerne have udviklet en model for fejl-tolerant programmering til hukommelse, der holder på data. Brugen af memristorer som arbejdslager vil betyde, at data stadig vil ligge i hukommelsen, hvis strømmen bliver afbrudt, men de vil også blive liggende, hvis applikationen går ned.

Det rejser spørgsmål som eksempelvis, om en applikation skal kunne bruge nogle af de samme data igen, når den startes igen. Tilsvarende skal en applikation vide, om et område af hukommelsen er beregnet til kun at holde på midlertidige data, eller om det data, der skal huskes.

HP har lagt fire projekter ud på Github, men planen er at følge op med flere, ligesom HP også vil frigive kode til blandt andet Linux, som vil kunne bruges til at afvikle Linux på The Machine.

Når den altså en dag er klar til at blive rullet ud fra HP's laboratorium. Lige nu er den så meget fremtidsmusik, at HP's reklamefremstød er koblet til den nye Star Trek-film:

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Store dele af HP, hun nu aldrig kunne lide Opensource. Samt printer suport og andet har heller ikke været for god på Linux siden. Selv om server/netværks division ved HP længe har støttet den

Så om nogen "gider" hjælpe HP, når de ikke selv har resuerser, eller viden til at komme videre ved jeg ikke. Når de stadig ikke har noget der virker, langt tid efter det skulle have været et commercial produkt, så lover det slet ikke godt for teknolologien. Så sprøgsmålet er vel også om nogen vil "spilde" tid og krafter på dette. Hvad får alle andre ud af at arbejde gratis for HP, ud over HP aktionære.

Når man arbejder gratis, ser man jo helst at det går til at hjælpe andre.

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize