Natten til tirsdag gik verdens største handelsplads for bitcoins, japanske Mt. Gox, endegyldigt offline efter længere tids problemer.
Lukningen sker, efter at Mt. Gox tidligere på måneden opdagede et sikkerhedshul i deres software, som gjorde det muligt for svindlere at få udbetalt flere bitcoins, end de havde betalt for.
Efter opdagelsen stoppede den japanske bitcoinbørs for alle transaktioner for at undersøge problemet.
Ifølge et påstået lækket internt dokument viser det sig nu, at sikkerhedshullet angiveligt skal have kostet børsen bitcoins til en værdi af to milliarder kroner, som er blevet stjålet over de seneste to år.
Det skal ifølge dokumentet have stillet Mt. Gox i en situation, hvor de når som helst vil kunne gå konkurs 'og med sikkerhed fortjener det som et selskab'. Det skriver Wired, der dog endnu ikke har fået dokumentets indhold bekræftet af Mt. Gox selv, der altså nu er lukket.
Brugere, der havde penge på kontoen hos Mt. Gox, må desuden vinke farvel til dem, da bitcoinsystemet ikke er sikret af indskydergarantier på samme måde som i almindelige banker. De japanske myndigheder, der ikke anerkender bitcoins som en møntfod, har ifølge DR Nyheder desuden meldt ud, at de ikke vil blande sig i miseren.