Hosting-firma sveder: Hårdt arbejde at genoprette 91 kunders data
Hostingfirmaet DCmedia Hosting er godt i gang med at få de 91 kunder på benene, der har mistet data efter firmaets voldsomme nedbrud tidligere på måneden.
Det fortæller kundeansvarlig i hostingfirmaet, Lars Pedersen, til Version2.
»Uden at kunne komme med et præcist antal kan jeg sige, at en stor del af kunderne nu er fuldstændig reetablerede,« siger Lars Pedersen.
Odense-virksomheden leverer hosting baseret på content management-systemet TYPO3.
Torsdag den 10. februar gik alting imidlertid galt for firmaet, da der indtraf et alvorligt nedbrud på en virtualiseringsvært, som drifter otte webservere.
Data på diskene i et RAID 6-setup blev korrumperede på grund af en fejlbehæftet RAID-controller, og den efterfølgende indlæsning af en backup mislykkedes af uvisse årsager.
Dermed mistede 91 af DCmedia Hostings kunder i større eller mindre omfang data på deres websteder.
Én af de berørte hjemmesider var Justitsministeriets, jm.dk, som var nede i det meste af uge 7.
Nu koncentrerer hostingvirksomheden sig om at reetablere kundernes data manuelt én for én, da det ikke er lykkedes eksterne eksperter i datarekonstruktion at genskabe de oprindelige data fra de ødelagte diske.
»Vi stopper ikke, før vi er færdige med at reetablere de berørte kunder. Og der er ikke sat nogen deadline for, hvornår kunderne senest kan anmelde deres problemer til os,« siger Lars Pedersen.
I DCmedia Hostings ticketsystem tikker der løbende nye anmeldelser ind fra kunderne.
Herefter handler det om i fællesskab med kunden at finde ud af, hvilke andre steder deres data kan befinde sig.
»Vi spørger dem for eksempel, hvem der har lavet deres hjemmeside og prøver generelt at pejle os ind på, hvor data ligger placeret. Derefter samler vi data sammen og udarbejder en plan for, hvad der skal reetableres,« siger Lars Pedersen.
Udmattende proces
Reetableringen har fundet sted siden umiddelbart efter nedbruddet, og processen er et nødvendigt, men også udmattende træk for DCmedia Hosting.
»Jeg er træt. Det har været nogle hårde dage, og vi bruger mange timer i døgnet på det her. Vi er ikke opgivende på nogen måde, men der er stadig et stykke vej endnu til mål,« siger Lars Pedersen.
Belært af nedbruddet har DCmedia Hosting nu indført dobbeltbackup med to forskellige teknologier på hele det berørte setup og er i gang med at etablere det samme på resten af firmaets setup.
På trods af nedbruddets alvorlige konsekvenser forventer Lars Pedersen ikke en kundeflugt.
»Selvom vi har sat vores kunder i en urimelig situation, er rigtigt mange af dem blevet reetableret på kort tid. Det bedste, vi kan gøre nu, er at hjælpe resten af kunderne så hurtigt som muligt,« siger han.
Selve reetableringsfasen ventes at koste virksomheden omkring en kvart million kroner.
DCmedia Hosting leverer hosting-ydelser til flere end 1.000 offentlige og private virksomheder.
