Hosting-firma efter backup-kaos: Aldrig, aldrig mere!

6 kommentarer.  Hop til debatten
Odenseansk hostingselskab arbejder på højtryk for at få genskabt et halvt års korrumperede data hos 91 kunder.
17. februar 2011 kl. 11:11
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Det må aldrig, aldrig nogensinde ske igen.

Sådan lyder meldingen fra det odenseanske hostingfirma DCmedia Hosting, der torsdag den 10. februar oplevede konsekvenserne af et servernedbrud og en grusom fejl i virksomhedens backup-system.

Fejlen har konkret betydet, at 91 af hostingfirmaets kunder i større eller mindre grad har mistet data på deres websteder baseret på CMS'et Typo3.

Kundernes data tilbage til juni 2010 kan i øjeblikket ikke genskabes på normal vis, da data i backup-systemet er korrumperede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er en meget uheldig situation for os, og vi vil ikke risikere at komme i den situation igen, for den slags overlever man ikke to gange,« siger kundeansvarlig i DCmedia Hosting, Lars Pedersen, til Version2.

Derfor vil DCmedia Hosting nu investere i et ekstra backup-system til omkring 400.000 kroner for dermed at have to separate backup-systemer på plads, hvis uheldet skulle være ude igen.

Samtidig arbejder selskabet på højtryk for at hjælpe kunderne.

Lige nu er der usikkerhed om, hvorfor tingene gik så galt.

»Vi kan foreløbigt kun gisne om, hvad der præcis er gået galt. Men det begynder med, at en disk i Raid-systemet står af på produktionssystemet,« forklarer Lars Pedersen.

Det er der ikke i sig selv noget odiøst i i et Raid-system, men problemerne begynder for alvor, da der sættes en ny erstatningsdisk ind i Raid-setuppet, et Raid-6-system.

»Der sker så det, at Raid-controlleren begynder at opføre sig underligt og korrumperer data på diskene i forbindelse med, at den nye disk indsættes. Derefter opstår der fejl på hele Raid'et, hvorefter Raid-controlleren udskiftes. Det er så herefter, at vi begynder at indlæse backup. Da vi ikke kan indlæse backup'en ordentligt, ved vi, at den er gal,« siger Lars Pedersen.

Hvorfor backup-systemet er korrupt, har DCmedia Hosting endnu ingen endelig konklusion på. Der er løbende foretaget stikprøvekontrol af backup'en i kraft af, at kunder har gennemført udtræk af filer fra backup-systemet via webinterface'et, som kunderne har adgang til, forklarer Lars Pedersen.

Nu har selskabet iværksat en plan A og en plan B.

Med Plan A forsøger en række data recovery-eksperter at finde ud af, om data fra diskene kan genskabes i større eller mindre omfang. Da miljøet er virtualiseret med Citrix Xen Server, skal diskene dog også forbi Citrix' eksperter i udlandet, før der kan gives en status på kundernes data, forklarer Lars Pedersen.

Det tager tid, og derfor arbejder DCMedia Hosting også med plan B, hvor data søges genoprettet manuelt med hjælp fra eksterne Typo3-eksperter. Selskabet forventer, at det vil koste i omegnen af 250.000 kroner.

Selvom DCMedia Hosting ikke er juridisk ansvarlig for kundernes data, er selskabet meget opsat på at hjælpe kunderne.

»Vi er ikke dataansvarlige, men vi ser det alligevel som vores opgave at gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe kunderne,« siger Lars Pedersen.

I taler nu om at investere i et ekstra backup-system. Burde I have haft det på plads før hændelsen i torsdags?

»Det kan man selvfølgelig godt sige ud fra det perspektiv, at jo mere backup du har, jo bedre. Men der er jo også en omkostning forbundet med at have mange forskellige backupformer, og med den hostingbranche, vi lever i i dag, så er det svært at konkurrere og samtidig skulle tænke i at investere en halv million i et ekstra backup-system,« siger Lars Pedersen.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
17. februar 2011 kl. 11:35

Det er en meget uheldig situation for os, og vi vil ikke risikere at komme i den situation igen, for den slags overlever man ikke to gange

2
17. februar 2011 kl. 11:42

Ja man kan jo spørge sig selv om de overlever første gang :-) Det er måske lidt tidligt at satse på det...

3
17. februar 2011 kl. 11:45

Hovmod står for fald ... eller ?

;-)

4
17. februar 2011 kl. 12:58

Rigtige kvinder afprøver derimod restore.

5
17. februar 2011 kl. 13:06

Selvom DCMedia Hosting ikke er juridisk ansvarlig for kundernes data,

Hvis jeg tegner kontrakt med et hostingselskab, så vil jeg også forvente at deres B/U infrastruktur virker på en professionel måde. Det skal derfor fremgå meget meget eksplicit af aftalerne at kunderne selv er ansvarlige for at tage backup af deres data.

Og så vil det vist nærmere være sø&handelsretten :-)

6
17. februar 2011 kl. 13:12

Det skal derfor fremgå meget meget eksplicit af aftalerne at kunderne selv er ansvarlige for at tage backup af deres data ... Og så vil det vist nærmere være sø&handelsretten

Når først juristeriet går i gang, er udfaldet uforudsigeligt. Det sjældent et ønske for nogle parter.