Hololens får Microsoft til at give Windows en komplet ansigtsløftning

Illustration:
Microsoft er på vej med en opdateret designmanual for Windows-applikationer. Fluent afløser idéerne fra Metro og skal bedre understøtte augmented reality.

Det bliver nemmere at se, at en dialogboks, der dukker op i en applikation, faktisk tilhører applikationen og ikke kommer et andet sted fra. Det er i hvert fald én af de muligheder, som udviklere får, når Microsoft begynder at udrulle en stor opdatering af designet i Windows 10 til efteråret.

Microsofts nuværende retningslinjer for design af applikationer, som følger det overordnede design i Windows 10, bygger på Metro, som var nogle designprincipper Microsoft udviklede til Xbox og Windows Phone.

Den nye designmanual kommer til at rumme en del flere udvidelser, men ligesom Metro prøvede at være bedre til touchskærme, så kommer den nye Fluent også til at få funktioner til at understøtte augmented og virtual reality.

Vinduerne bliver halvgennemsigtige

Metro-designet er kendetegnet ved at være meget fladt og uden reflekser, skygger eller 3D-effekter. Det bliver lidt anderledes i Fluent, fremgår det af de foreløbige designforslag til Fluent.

Der kommer eksempelvis en ny mulighed kaldet 'Acrylic', som kan bruges til at gøre et vindue eller en del af et vindue halvgennemsigtigt, så det, der ligger 'bagved' vinduet kan ses, men sløret. Det minder i princippet om en lignende mulighed, Microsoft havde med i Aero-brugerfladen, som blev udviklet til Windows Vista.

Aero var dog ifølge Ars Technica forholdsvis krævende på pc'er, som ikke havde en kraftig grafikprocessor, og det kostede batteritid på bærbare pc'er. Den nye version skulle være mere økonomisk på mindre kraftige systemer.

Mens Metro arbejder med ensfarvede flader i samme plan, så har Googles Material Design brugt skygger til at signalere, at elementer ligger i forskellige lag. Derfor er der på Android eksempelvis en bestemt skygge, som er med til at signalere, at en OK-knap ligger i forgrunden.

Animated gifs

Microsofts Fluent kan ses som en kombination af Metro, som også var inspiration for en del nyere webdesign, og Material, så stilen og de forskellige elementer vil især være velkendte for dem, der har arbejdet med moderne webdesign.

Forskellen er, at disse elementer nu skal bruges i Windows-applikationer. Microsoft har indtil videre brugt musikafspilleren Groove til at afprøve nogle af elementerne.

Fluent skal dække alle former for navigation

Et af problemerne med Metro var, at det især var designet til at give Windows understøttelse for touchskærme. Det betød, at der ikke var helt samme stilmæssige konsekvens i forhold til brug af mus. Det nye Fluent skal dække alle former for navigation.

Det gælder også augmented reality, som Microsoft også kalder mixed reality med Windows Holographic. Her er der eksempelvis brug for, at man tydeligt kan se, hvor fokus er, uden at have en musemarkør eller en skærm at trykke på.

I Microsofts Hololens følger markøren omtrent dér, hvor brugeren kigger hen ud fra hovedets bevægelser, men det er ikke specielt præcist. Derfor er der brug for at kunne vise brugeren, hvor applikationen har fokus, så brugeren kan styre efter det. Det kan eksempelvis være at vise, hvilken knap der vil blive aktiveret, ved at fremhæve den med et omrids, skriver Ars Technica.

Den nye designmanual indeholder også vejledning til at bruge eksempelvis talegenkendelse, som også er en del af måden, man interagerer med Hololens på.

Retningslinjer er genkendelige for app-udviklere

Helt overordnet set følger de nye retningslinjer den praksis, mange vil genkende fra eksempelvis app-udvikling eller responsive webdesign, blot med det ekstra element, at navigation i en Windows-applikation skal kunne ske med både mus, tastatur, touch, game controller eller noget femte som eksempelvis Microsofts Surface Dial.

Samtidig skal man som udvikler også tage hensyn til, at i modsætning til en webapplikation, så er der visse farver, som brugeren kan vælge i styresystemet, og det kan være uheldigt, hvis man har valgt en af de tilgængelige farver i sin applikation.

Den nye manual er stadig under udvikling. Den henvender sig til Universal Windows Platform-applikationer og Microsoft vil selv begynde at opdatere selskabets eget design frem mod den næste store Windows-opdatering til efteråret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere