Alt fra videnskabelige data til vigtig infrastruktur på University of Maastricht (UM) er 23. december blevet ramt af, hvad universitetet selv kalder »et alvorligt cyberangreb«.
Det omfattende ransomware-angreb med Clop har stadig den dag i dag lagt alle universitetets Windows-baserede systemer og enheder ned.
De systemer, der ikke er påvirket, er taget offline for at forhindre, at angrebet eskaleres yderligere.
Derfor arbejder UM nu på at sikre de videnskabelige data, det ligger inde med, samt på at gøre klar til at åbne igen 6. januar efter ferien, skriver universitetet selv i en meddelelse.
Uvist om hackere har adgang til data
Universitetet prøver også at finde ud af, om angriberne har adgang til den fastlåste data, eller om der blot er tale om et klassisk ransomware-angreb, hvor det primære formål er at låse data og holde dem låst ned, indtil der er betalt en løsesum.
Universitetet skriver, at der går »nogen tid«, før alle systemer er oppe at køre igen.
Universitetet holder julelukket, men danner stadig ramme for de mange studerende, der er i gang med at skrive speciale, samt de undervisere, der forbereder det kommende semester.
VIGTIGT! Brug ikke systemerne!

For at undgå, at Clop-malwaren spreder sig yderligere, opfordrer universitetet de studerende og ansatte til for alt i verden ikke at bruge de syge systemer.
Flere steder på hjemmesiden understreger universitetet denne pointe med versaler.
For at udbrede budskabet og svare på generelle spørgsmål har UM oprettet en særlig hotline til studerende og undervisere.
E-mailsystemer også ramt
Angrebet påvirker også universitetets mailservere, og det besværliggør informations- og opklaringsarbejdet, skriver det hollandske medie Nos.
Det er ifølge mediet uvist, om de studerendes dokumenter er blevet skånet, men universitetet lover, at videnskabelige data gemmes sikkert.
Samtidig oplyser universitetet på sin hjemmeside, at centrale systemer vil sendes online igen 2. januar, samt at man vil bestræbe sig på at sikre, at undervisningen kan starte 6. januar som planlagt.