Hollandsk muldvarp placerede Stuxnet på atomkraftanlæg i Iran
Den hollandske efterretningstjeneste spillede en afgørende rolle i cyberangrebet på et iransk atomanlæg, fortæller Yahoo News.
Stuxnet varslede som bekendt en ny tidsepoke. Aldrig før var et avanceret cybervåben blevet anvendt til at angribe fysisk infrastruktur.
Det var engang i 2007, at USA og Israel i fællesskab formåede at inficere kontrolsystemerne ved et atomberigningsanlæg nær Natanz i Iran.
Hurtigt-roterende centrifuger brugt til at udskille beriget uran blev saboteret ved at justere på hastigheden med militær præcision.
Hvordan computervirussen blev smuglet ind på et strengt bevogtet industrianlæg, som ikke var koblet til internettet, har været genstand for mange spekulationer, men der er få klare svar.
Muldvarp
Yahoo News hævder nu, at det var en iransk ingeniør, som fragtede en USB-baseret memory stick ind på anlægget for derefter at inficere interne computere.
Vedkommende blev efter sigende rekrutteret af den hollandske efterretningstjeneste, AIVD, på vegne af amerikanske CIA og deres israelske modstykke, Mossad. Nyhedsbureauet har fået dette oplyst af fire forskellige efterretningskilder.
»Hollænderne fik allerede i 2004 en forespørgsel fra CIA og Mossad om at bistå med adgang til anlægget. Det var ikke før tre år senere, at muldvarpen fik leveret det digitale våben. Det skete under dække af job som mekaniker for en dækvirksomhed, som arbejdede på Natanz,« siger en af kilderne til Yahoo.
Irans daværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, indrømmede for første gang i 2010, at ondsindet software havde skabt problemer med urancentrifugerne i Natanz. Det gjorde han timer efter, at en iransk kernefysiker blev dræbt af en bilbombe i Teheran.
Olympiske læger
Malwaren var del af et tophemmeligt program kaldet ‘Olympic Games’, som blev påbegyndt under præsident George W. Bush og udvidet under Barack Obamas præsidentperiode, kunne New York Times afsløre i 2012.
Kodenavnet skal ifølge Yahoos kilder hentyde til, at yderligere tre andre lande deltog i operationen. OL-logoet består som bekendt af fem sammenhængende ringe i forskellige farver.
Foruden USA og Israel skal også de hollandske og tyske efterretningstjenester have bidraget. Den sidste nation formodes at være Frankrig, selv om også Storbritannien skal have spillet en rolle, skriver nyhedsbureauet.
Det opsigtsvækkende Stuxnet-angreb har, siden det blev kendt, optaget sikkerhedseksperter verden over. En analyse af operationen er eksempelvis for længst blevet pensum ved uddannelsen af norske cybersoldater.
Artiklen er fra digi.no.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.