Holland truer Google med kæmpe-bøde

Bøder i størrelsesordenen 15 millioner euro kan blive sendt fra Hollands regering til Google, hvis ikke det begynder at overholde landets databeskyttelseslove.

I Holland er de ved at være trætte af Google og søgegigantens evne til at teste de hollandske myndigheders tålmodighed. Det skriver Reuters.

I hvert fald har søgegiganten fået en frist frem til februar 2015, hvor de privatlivsguidelines, som blev introduceret i 2012, skal være ændret.

Google overtræder nemlig hollandsk lovgivning omkring databeskyttelse ved at benytte private informationer som browserhistorik og lokationsdata til at målrette reklamer – det mener i hvert fald det hollandske databeskyttelsesagentur.

Google efterforskes for lignende overtrædelser i Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien, men Holland er altså længst fremme og står klar med et bødeforlæg på 15 millioner euro, hvis ikke tingene har ændret sig inden februar.

»Dette har foregået siden 2012, og vi håber, at vores tålmodighed ikke længere skal testes,« siger Jacob Kohnstamm, bestyrelsesformand for det hollandske databeskyttelsesagentur.

Google kombinerer data fra søgemaskiner, e-mails, tredjeparts websiders cookies, lokationsdata og videobrowsing for at målrette internetreklamerne.

»Denne kombination forekommer, uden at Google tilstrækkeligt informerer brugerne i forvejen, og uden at de spørger om samtykke. Det er et brud på loven,« siger databeskyttelsesagenturet, som vil have Google til at informere deres brugere om deres metoder og få brugernes samtykke.

Reuters har forsøgt at få en kommentar fra Google, men de har ikke kunnet få fat i en talsmand.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere