Høje Taastrup dropper ekstern it-support: Vi kan selv gøre det billigere

Høje Taastrup Kommune tager nu it-supporten hjem efter at have outsourcet den i en årrække. Det er billigere, og medarbejderne kan hjælpe til med digitaliseringen i kommunen.

Med næsten 10 års erfaring med outsourcing har Høje Taastrup Kommune efterhånden opnået et godt indblik i, hvad der bedst kan betale sig for kommunen. Derfor valgte kommunen også en lidt anden aftale, da det var tid til at forny den gamle kontrakt.

»Vi har outsourcet siden 2003, og hver gang overvejer vi, hvordan vi skal tilrettelægge vores drift. Det er vedtaget politisk, at it-drift ikke er en kernekompetence, fordi vi ikke har en kritisk masse eller kompetencerne til det,« forklarer it- og digitaliseringschef Jean Rygaard fra Høje Taastrup Kommune til Version2.

Kommunen har i denne omgang indgået en fireårig kontrakt med KMD om driften af it-systemerne.

Læs også: Høje Taastrup elsker KMD: Genvinder it-drift for 47 millioner kroner

»Vi kunne måske nok gøre det billigere selv, men vi vil nok ligge på niveau. Det her er måske en fem procent højere pris. Det er en strategisk beslutning, at vi ikke vil have it-driften in-house, men vi vil heller ikke lægge det ud for enhver pris, så derfor går vi ud og spørger markedet,« siger Jean Rygaard.

Hver gang det er tid til at forny kontrakten, ser it-afdelingen og politikerne også på, hvilke ydelser der skal outsources. Tidligere har kommunen haft outsourcet it-supporten, men den bliver nu flyttet tilbage til kommunen.

Det drejer sig om reparationer af pc'er og telefoner, som kommunen har vurderet til ikke at være for tunge opgaver til selv at kunne løfte.

»Vi har set på, hvad det vil koste at lægge det ud, og har vurderet, at det vil være for dyrt, så det har vi valgt at hjemtage. Vi kan gøre det billigt, og vi er mere fleksible,« siger Jean Rygaard.

Han understreger, at det især har været fleksibiliteten, der har været vigtig denne gang, for han vurderer ikke, at kommunen kan gøre det bedre, end da opgaven var outsourcet. Kommunen har da også været tilfredse med at have opgaven outsourcet.

Fleksibiliteten kommer også til udtryk i, at kommunen har brug for it-folkene til mere end blot at udskifte defekte pc'er på rådhuset og institutionerne.

»Vi kan styre vores egne ressourcer, så vi også kan levere digitaliseringskompetencer. Hvorfor skulle vi ikke bruge vores dygtige folk, som ved noget om it, til at bære forretningsdelen hjem? Vi kan krydre de lidt trivielle opgaver ved at skabe mere jobindhold,« forklarer Jean Rygaard.

Ligesom landets øvrige kommuner står Høje Taastrup over for den næste bølge af digitalisering, hvor der skal implementeres og udbredes en række selvbetjeningsløsninger.

Læs også: I morgen er det slut: Her er listen over tvungen, digital selvbetjening

It-folkene vil således kunne komme til at bruge eksempelvis 70 procent af deres tid på almindelig it-support og de resterende 30 procent på digitaliseringsprojekter.

»Det er ikke noget, vi kan gøre fra dag ét, for kompetencerne skal også udvikles,« siger Jean Rygaard.

Mens arbejdet med digitalisering i høj grad er en kerneopgave for kommunens egne folk, så er driften af it-systemer ikke noget, kommunen selv vil håndtere på nuværende tidspunkt.

Men modellen med outsourcing til en ekstern leverandør er heller ikke hugget i sten, men kan meget vel blive udfordret, når kontrakten skal fornys næste gang.

Tre kommuner i nærheden, Ballerup, Egedal og Furesø, er gået sammen om at drive deres it i fællesskab, og dén model kan også blive interessant for Høje Taastrup.

»Den aftale, vi har nu, løber i fire år, men det er noget, vi kigger på. Jeg tror, at det kan være den rigtige vej at gå. Vi har mange års erfaring med outsourcing, så et driftsfællesskab vil ikke ligge så fjernt for os,« siger Jean Rygaard.

Uanset om driften lægges ud til en ekstern leverandør eller skal ske i fællesskab med en gruppe af ligesindede, så vil en stor del af processerne være de samme.

»Det er svært at fungere som kommune uden it-drift. Derfor skal man være kritisk og nuancere sine serviceaftaler og kvalitetsniveauer, når man outsourcer. Det er ikke ukendt land for os,« siger Jean Rygaard.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder