Der skal en tyk pengepung eller helt særlige krav til, før flash-baserede diske, SSD-diske, er tiltalende nok til at forsvare investeringen. Derfor er det endnu meget få danske kunder, der har investeret i SSD til serverstorage.
»Barriererne er først og fremmest pris og kapacitet. Man betaler betydeligt mere for kapaciteten i forhold til almindelige diske, så ofte vil det være noget, man bruger som udvidet cache og ikke til et helt storagesystem,« siger analytiker Anders Elbak fra analysefirmaet IDC.
Den samme melding lyder fra leverandørerne, som endnu ikke har mange danske kunder, der har implementeret Solid State Diske, SSD, i produktionssystemer.
»Det er prisen. Intels X25, som er enterprise-versionen, er rasende dyr, og jeg tror, det er derfor,« siger produktchef for servere Klaes Fris fra Fujitsu.
Intel er én af de chipproducenter, som har bevæget sig ind på storagemarkedet, da SSD er baseret på flash-hukommelseschips. Intel laver flere forskellige versioner af flash-diske, hvor X25 er den, der er beregnet til at leve op til de særlige krav, som stilles til storage i virksomheder.
SSD-diskene i samme kategori som Intels X25 er betydeligt dyrere end de SSD-diske, der nu kan fås til bærbare pc'er, hvor der stilles færre krav til antallet af I/O-operationer pr. sekund (læsning og skrivning).
Netop i systemer som eksempelvis meget belastede databaser er SSD i dag en oplagt mulighed, fordi diskene giver mulighed for et langt højere antal operationer pr. sekund, end et storagesystem med konventionelle harddiske.
IDC forventer, at SSD for alvor slår igennem på pc-markedet i år, mens enterprise-markedet og dermed serverne først for alvor vil rykke i 2011.
»Det vil først være der, hvor der er store datamængder og mange transaktioner som for eksempel i finanssektoren eller måske i detailhandlen,« siger Anders Elbak.
Har din virksomhed erfaringer med SSD-diske i jeres servere, og har I lyst til at dele gode såvel som dårlige erfaringer med Version2's læsere, så skriv til redaktionen på: redaktion@version2.dk