HK Privat og Dansk Erhverv lander overenskomst på it-området: Flere Lønkroner og mere på fritvalgskontoen
Cirka 3.000 HK'ere i it-branchen kan blandt andet se frem til en lønstigning på 2 procent i år og yderligere 2 procent næste år som følge af en ny to-årig overenskomstaftale mellem HK Privat og Dansk Erhverv – forudsat den går igennem urafstemningen.
Det skriver HK i en pressemeddelelse.
Læs også: Erhvervslivet går glip af eftertragtede talenter: Hver femte it-specialist er kvinde
Derudover indeholder overenskomsten en ændret pensionsfordeling, der betyder, at arbejdsgiver hæver indbetalingen fra 8 til 10 procent, mens lønmodtagers indbetaling sænkes fra 4 til 2 procent. Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 til 9 procent af lønnen. Derudover er der nedsat et særligt lønudvalg, som skal se på løndannelsen specifikt i it-virksomhederne i overenskomstperioden.
Kim Jung Olsen, der er faglig chef i HK Privat, siger i pressemeddelelsen, at der i overenskomstforhandlingerne har været fokus på, at medlemmerne skal have en fair andel af it-branchens gode indtjening.
Læs også: Stor ansøger-stigning til ITU's kandidater: »Samfundet har brug for alle dem, ITU kan uddanne«
»Med aftalen har vi sikret en god bund, og nu skal resten hentes ved de lokale lønforhandlinger, og det har vi fået skabt nogle særdeles gode værktøjer til,« siger Kim Jung Olsen.
»Der er it-virksomheder, som tjener rigtig godt i de her år. Her kan netop indblikket i økonomien give både tillidsrepræsentanter og de enkelte ansatte bedre kort på hånden, så vi forhåbentlig vil se nogle mere reelle forhandlinger - uanset om de foregår kollektivt eller individuelt.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.