Hjemmearbejdspladser trues af myldretid på nettet
I 2012 vil myldretiden på internettet for alvor begynde at påvirke brugernes adfærd, så de må opgive at benytte nogle af de tjenester, der kræver de bedste forbindelser.
Analysefirmaet Nemertes forudser, at med den nuværende udvikling i brugen og udbygningen af internettet, så vil efterspørgslen overstige kapaciteten i 2012.
Den delvist positive nyhed er, at det er to år senere, end det tidspunkt selskabet forudså i en tilsvarende analyse sidste år, nemlig 2010.
Udskydelsen skyldes hovedsageligt den nuværende økonomiske situation, som ventes at dæmpe væksten de næste par år.
Til gengæld kan den situation også være med til at øge én af de grupper, som er med til at skabe spidsbelastninger på internettet, nemlig medarbejdere som arbejder hjemmefra.
Flere virksomheder tilbyder, kræver eller opfordrer deres medarbejdere til at være forbundet til arbejdspladsens it-systemer hjemmefra eller på farten.
Det er med til at lægge et øget pres på kapaciteten på yderpunkterne af internettet. Dermed kan fjernmedarbejderne risikere at udskifte køerne på motorvejen med lange svartider og lav båndbredde på hjemmearbejdspladsen.
»Et internet, som ikke er i stand til pålideligt at levere indhold, er i bedste fald blot et legetøj. Til forretningsbrug vil det være ubrugeligt,« skriver analytikerne i rapporten.
Problemet med den tilgængelige båndbreddekapacitet har ifølge Nemertes allerede fået flere serviceudbydere som Google til at købe sig ind på lukkede netværk, som de kan bruge til at sikre kapacitet på deres globale backbones.
Analytikerne understreger, at internettet ikke vil bryde sammen i 2012, men at brugerne derimod skal forvente at opleve flere perioder, hvor de ikke vil kunne anvende tjenester, som kræver stabile gode forbindelser.
Det kan komme til at ramme de serviceudbydere, som er afhængige af at kunne levere indhold via gode forbindelser som eksempelvis udbydere af streaming video.
Hvor det tidligere var en lille procentdel af internetkunderne, som brugte store mængder båndbredde, så har flere internetudbydere nu mærket en ny gruppe af storforbrugere. De henter ikke piratkopier af film, men streamer i stedet lovligt indhold fra tv-stationer og andre udbydere.
