Er der dunkle områder i regeringens lovforslag L132 om at begynde forsøg med e-valg, du gerne vil have belyst? Så har du nu chancen for at præge debatten i Folketinget direkte ved at skrive spørgsmål, som Enhedslistens it-ordfører kan sende videre i systemet.
Nu nærmer deadline for spørgsmål til lovforslaget om e-valg sig nemlig, og derfor har Stine Brix sendt en opfordring ud via Twitter, hvor hun beder om forslag til spørgsmål. Alle kan derefter gå ind og skrive løs på et fælles dokument, hun så vil tage udgangspunkt i.
Det er ikke første gang, at Stine Brix bruger den metode. Med hjælp fra opensource-værktøjet Etherpad-værktøjet har hun også tidligere bedt om indspark i debatten om DNS-blokeringer.
Lovforslaget har været i 1. behandling i Folketinget, og nu er tiden kommet til, at partierne skal melde deres holdning ud. Derefter kan de stille ændringsforslag og forhandle om indholdet, før de to sidste behandlinger og den endelige afstemning finder sted.