High-tech anno 1992: Sådan skrivebeskytter du et 400 megabyte magnetbånd
Et magnetbånd fra starten af halvfemserne og en hulkortlæser fra 1945 er de ældste, og muligvis også mest interessant udseende stykker hardware, man kan støve op hos Eniro.
Snakker vi filmreferencer, er der temmelig meget Rumrejsen 2001 over magnetbåndet, imens hulkortlæseren uvægerligt leder tankerne hen på Dr. Strangelove.
Magnetbåndet blev brugt til at transportere data, og er vel i dagens sprogbrug at sammenligne med en (meget stor) usb-nøgle.
Systemudvikler John Lind har været med fra starten, og husker tydeligt, da man brugte magnetbåndene.
»Det her magnetbånd kan rumme omkring 400 megabyte. I starten kunne der være 32 megabyte på dem, men det blev bedre med tiden,« siger John Lind til Version2.
Dette specifikke bånd er fra 1992, og blev taget med af en medarbejder fra Krak, da selskabet blev overtaget af Eniro.
På magnetbånd fra den tid er der højst en meter inde et sølvblink, som fortalte maskinen, at nu begyndte datastrømmen. Sølvblinket, der bare var et stykke sølvpapir, mangler desværre på dette bånd.
En anden smart feature er en rød gummiring, der sidder på bagsiden.
»Når man tager det af, er båndet lige pludselig skrivebeskyttet,« siger John Lind begejstret.
Historien bag hulkortlæseren er endnu længere.
Selvom denne hulkortlæser ikke er helt så gammel, er modellen fra 1945.
Hulkort er et stykke karton, der indeholder en række huller, som sammen danner en kode. Et hul eller fraværet af samme repræsenterer 0 eller 1, og informationerne bliver aflæst i en hulkortmaskine. Til dette skal man bruge en hulkortlæser, som er sådan en, Eniro har fundet frem fra gemmerne.
Denne model er en “type 519” der er printet i USA, og der sidder stadig et lille stykke pap fast fra et hulkort, der er blevet revet i stykker.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.