Top500, projektet som to gange årligt sammensætter en liste over de 500 kraftigste supercomputere i verden, har nu publiceret sin seneste version af listen.
En af nyhederne er, at tærsklen for at komme med på listen, nu er blevet hævet sammenlignet med den forrige liste, som blev udgivet i juni i år – hvilket betyder, at supercomputerne bliver stadigt hurtigere i ganske heftigt tempo.
IBM i top
Nummer 500 på den nye liste, kinesiske Inspur TS10000, har en ydelse på 1,14 petaflops. Til sammenligning havde den nederste placering på den forrige liste en ydelse på 1,022 petaflops.
Norge kaprer pladserne 333 og 334 med de to systemer NY A2 og NY A1, som byder på en ydelse på 1,64 petaflops.
Når det gælder toppen, er listen i stor grad uændret. Førstepladsen sidder IBM-systemet Summit stadig på – den indtog tronen for et år siden med sine 148,6 petaflops.
USA har også beholdt andenpladsen, som blev indtaget i november sidste år, da en optimeret udgave af Sierra-maskinen på Lawrence Livermore National Laboratory (LLNL) susede forbi kinesiske Sunway TaihuLight – verdens kraftigste supercomputer fra juni 2016 til og med november 2017.
To europæere på top-10-listen
Sierra-maskinen har en ydelse på 94,6 petaflops, mens Sunway TaihuLight ligger på 93 petaflops. På fjerdepladsen finder vi en aktør, som har været øverst på listen i lang tid, kinesiske Tianhe-2A på 61,4 petaflops.
Top-10-listen byder på to europæiske bidrag; schweiziske Piz Daint, som tager sjettepladsen med en ydelse på 21,2 petaflops, og tyske SuperMUC-NG, som indtager niendepladsen med sine 19,8 petaflops.
På den nye liste fortsætter Kina med at øge sin andel af supercomputere. 227 af de 500 maskiner på listen er nu kinesiske, en stigning fra 219 på den forrige liste. USA’s andel ligger på 118, men de amerikanske systemer er i gennemsnit væsentlig større og står for 37,8 procent af den samlede ydelsen i alle systemerne på listen. Kinas andel ligger til sammenligning på 31,9 procent.
Alle detaljerne og hele november-listen finder du hos Top500.
Artiklen er fra digi.no.