Her er verdens 15 smukkeste datacentre

Konkurrencen om pladserne er dog ikke specielt hård ...

Har man set ét datacenter (eller serverrum), så har man set dem alle. Nogle gange føles det sådan, men der findes en række datacentre i verden, som er mere spændende end en grå betonklods med lange rækker af serverracks.

Branchemediet Datacenter Dynamics har kåret verdens smukkeste datacenter blandt 15 kandidater efter tidligere at have efterlyst flere smukke datacentre.

Tidligere kirke

Vinderen blev ikke overraskende Barcelona Supercomputing Center, som indeholder supercomputeren Mare Nostrum. Det holder til i en tidligere kirke, Torre Girona, som ligger på campusset tilhørende Universitat Politècnica de Catalunya.

Der er nogle af de nominerede datacentre, som visse personer måske vil synes er underlige at have med på listen, men skønhed afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser.

Billederne af datacentrene nedenfor er i lidt varierende kvalitet, og nogle er bare konceptegninger. Men ifølge vores oplsyninger skulle samtlige datacentre være færdigbygget.

Her er førstepladsen, Barcelona Supercomputing Center:

Supercomputeren Mare Nostrum i Barcelona er installeret i kapellet Torre Girona. Datacenteret åbnede i 2005. Illustration: Barcelona Supercomputing Center

Det næste datacenter, vi skal til, ligger i USA. Bygningen er 21.000 m2 fordelt på syv etager, hvoraf de to nederste huser selve datacenteret.

Konceptbillede af Switch Pyramid i Grand Rapids, Michigan. Illustration: Switch

Bunkere

Serverne står ganske trygt i den tidligere atomvåbensikre bunker, hvor svenske Bahnhof har lagt sit datacenter.

Interiøret i Bahnhofs Pionen-datacenter i Stockholm skal være inspireret af hovedkvartererne, hvor typiske James Bond-skurke holder til. Wikileaks skal have haft sine servere her i en kort periode. Illustration: Bahnhof

Også Green Mountains bjerganlæg stammer fra den kolde krig. Det ligger i Norge og blev tidligere brugt som Nato-lager.

Det er en vis æstetik også over hvidkalkede bjerghaller. Her Green Mountains anlæg i Norge. Illustration: Knut Bry/Green Mountain

Udsmykning

De to næste datacentre viser, at også nok så kedelige betonklodser kan blive pæne, hvis man udsmykker facaden. Googles Mayes County-datacenter blev udsmykket i 2016.

En kunstmaler har udsmykket ydervæggene på Googles datacenter i Mayes County, Oklahoma, ved hjælp af en teknik, som svarer til den, Michelangelo brugte, da han udsmykkede loftet i Det Sixtinske Kapel. Illustration: Noah Kalina
Også DigiPlex-datacenteret i Norge er udsmykket. I nomineringen er det de rene linjer og fyrrenåleudskæringerne i facadepanelerne, som fremhæves. Illustration: Espen Zachariassen

Traditioner og avanceret teknologi

Dette datacenter tilhører webportalen Naver i Sydkorea. Bygningen kombinerer traditionelle designelementer med moderne, miljøvenlig teknologi.

Datacenteret ved foden af Mount Gubong i Chuncheon, Sydkorea, kaldes for Gak efter Kyujanggak, som var det kongelige bibliotek under Joseon-dynastiet i det 18. århundrede. Illustration: Naver

Også i Storbritannien findes der mindst én tidligere religiøs bygning, der nu bruges som datacenter.

I Leeds, Storbritannen, ligger AQL's Salem Chapel-datacenter, som er lokaliseret i et kapel, som åbnede i 1791. Selve datacenteret ligger i første etage, mens galleriet er lavet om til et konferenceauditorium. Illustration: AQL

I højden

Nærhed til datacenteret kan være vigtigt i mange tilfælde. I storbyer er der sjældent mange steder med ledige arealer, så her må der bygges i højden.

Bygningen nedenfor ligger i London, midt på nulmeridianen. Det har en kredsløbslignende facade.

Telehouse-datacenteret North Two i London har en facade, som afspejler, hvad der foregår inden i bygningen. Illustration: Fisher Studios

13 etager er der i Amsterdam Data Tower, som blev bygget færdig i 2016:

Datacentre behøver ikke være bygget horisontalt, hvilket Digital Realtys Amsterdam Data Tower er et bevis på. Illustration: Digital Realty

Voldgrav

Ofte ser bygninger meget flottere ud på konceptbilleder end i virkeligheden. Billedet nedenfor er nok af det kunstige slags, men med rigtig vinkel og lysforhold ser det måske endnu flottere ud i virkeligheden. I hvert fald i denne reportage hos Bloomberg.

Datacenteret, som daværende Portugal Telecom åbnede i byen Covilhã i 2013. Det er omgivet af en slags voldgrav. Illustration: PT Telecom
MITA-datacenteret nedenfor er fra 2011. Det er klædt i glas og aluminium og huser mange af it-tjenesterne under myndighederne på Malta. Illustration: wwwROSSIGNAUDcom

Græs og lys

Billedet af dette datacenter i Luxembourg er ikke blandt de bedste, men heller ikke andre billeder giver et klart svar på, hvorfor dette er blandt verdens smukkeste datacentre.

Nogle gange skal der ikke mere til end lidt græs på taget for at blive nomineret til at være blandt verdens smukkeste datacentre. Dette er LuxConnects DC 2-datacenter i Bissen, Luxembourg. Illustration: LuxConnect

Datacenteret nedenfor skulle efter sigende have en lobby, hvor dagslyset fremstår som dramatisk. Det fremgår ikke af billedet nedenfor. Stedet skulle øjensynligt være designet til teknologientusiastiske gæster, som ønsker at komme væk fra følelsen af, at det er her, 'skyen' bor.

Dette datacenter, Dallas TX1 Data Center i Texas, USA, tilhører RagingWire og er bl.a. nomineret, fordi det ikke så kønne køleanlæg er skjult af farverige kasser og trådskulpturer. Illustration: RagingWire Data Centers

Belysningen er måske spændende, men ellers fremstår datahallen nedenfor som ganske ordinær.

NGD's datacenter i Newport, Wales, er lokaliseret i en tidligere halvlederfabrik. Illustration: NDG

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Louise Klint

Ja, de ser godt ud, mange af dem.
Det kunne vi (skynde os at) lære noget af.

Jeg ser, at flere datacentre, bl.a. Mare Nostrum, er placeret i en kirke.
Jeg tænker på, om man mon skal tillægge det nogen form for symbolsk værdi?

At data er helligt?

  • 2
  • 0
Heino Svendsen

Data vor,
du som er i diskene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit lagring,
ske din vilje,
som i disken således også på backuppen;
giv os i dag vor daglige info,
og forlad os vor brug,
som også vi forlader vore brugere,
og led os ikke i dårligdom,
men fri os fra det onde.
Thi dit er disken og magten og æren i evighed!
Amen.

Eller noget...

  • 6
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize