Her forsvinder dine Windows-ressourcer hen

Find ud af, hvad Windows bruger kræfterne på med en række gratis overvågnings- og diagnosticeringsprogrammer, som kan hentes fra nettet.

Måske har du også spekuleret på, præcis hvad der sker på din computer, når harddisklampen tilsyneladende uden anledning begynder at lyse som en gal. Den slags spørgsmål og en række andre Windows-relaterede gådefuldheder behøver dog ikke give anledning til søvnløse nætter.

En lang række hjælpeapplikationer under betegnelsen Windows Sysinternals giver et detaljeret indblik i, hvad der foregår under hjelmen på en Windows-installation. Værktøjerne er frit tilgængelige fra Microsofts hjemmeside.

Dobbelte processer

Et af programmerne hedder 'Process Monitor' og kører på Windows 2000, XP, Server 2003 og Vista. Værktøjet kan overvåge harddisk-, registreringsdatabase- og proces-aktivitet.

»Du kan finde ud af, hvor dine ressourcer forsvinder hen. Du kan eksempelvis finde ud af, om der kører dobbelte processer. Nogle antivirus-programmer starter sig selv op tre gange,« fortæller produktchef for konfiguration-management i BMC Software Tore Brynaa, som selv bruger flere af Sysinternals-værktøjerne til at optimere og fejlfinde på kunders it-systemer.

'Process Monitor' indeholder blandt andet filtrerings- og sorteringsfunktioner, som gør det muligt at analysere Windows-aktiviteter på kryds og tværs. Og så kan 'Process Monitor' sættes til at overvåge boot-processen under Windows, så man efterfølgende kan se, hvilke programmer der eksempelvis har voldsom tilgang til harddisken, og måske derfor kan være årsagen til, at XP-installationen tager, hvad der virker som en halv time om at boote.

Udover at holde styr på, hvilke programmer der tilgår harddisken, så kan 'Process Monitor' også give detaljerede informationer om, hvordan det går for applikationerne, når de tilgår disken. Det er nemlig ikke altid, det lykkedes for applikationerne at finde eksempelvis en fil.

Strømbesparende

Den slags forgæves kald kan betyde, at applikationer opfører sig underligt på den ene eller den anden måde. Det er imidlertid ikke kun legitime processer, 'Process Monitor' kan bruges til at analysere.

»Hvis du eksempelvis får spyware ind, som lægger sig i registreringsdatabasen, så er der nogen af dem, der kan være ret svære at få fat på. Men dem kan du fange manuelt med sådan et produkt,« siger Tore Brynaa.

Sysinternals-programmer som 'Process Monitor' kan også bruges til direkte at spare penge på virksomhedens el-regning, mener Tore Brynaa.

»Med værktøjerne kan man gå ind og rode i maskinerne, så man kan slå det fra, som man ikke skal bruge. Du sparer CPU, du sparer strøm, og du får denne her grønne it-tankegang med ind i det,« siger han.

Men hvis det strøm-besparende islæt skal rykke noget som helst i en organisation, så er det ikke nok, at en enkelt it-ekspert optimerer sin egen maskine med Sysinternals-programmerne ? de skal bruges til at optimere alle klienter. Alligevel har Tore Brynaa en mistanke om, at det ofte kun er en enkelt it-ekspert, der har kendskab til og bruger programmerne.

»Jeg tror, at i næsten alle it-afdelinger i landet, der sidder gode tekniker-typer, som bruger de her programmer, men der er ikke nogen, der tænker på tværs af processerne,« siger Tore Brynaa.

Han henviser til, at vidensdeling er vigtigt, hvis en teknisk-funderet ansat med Sysinternals-værktøjerne finder en måde at optimere hans eller hendes standard pc på, som resten af organisationens eksempelvis 1.000 maskiner også kan få glæde af.

Alternativer til Sysinternals

Det behøver ikke nødvendigvis være med Sysinternals i hånden, at systemdræbende applikationer bliver spottet, eller pagefilen på harddisken bliver defragmenteret ? der findes nemlig andre programmer, som tjener lignende formål. Men Tore Brynaa tør alligevel godt lægge hovedet på blokken i forhold til Windows-diagnosticering og Sysinternals-programpakken:

»Jeg mener, Sysinternals er noget af det bedste,« siger han og uddyber:

»Jeg synes personligt, det er en god løsning, men du skal være teknisk udover brugerniveau, for at forstå dem fuldstændigt, men det er folk i it-afdelinger jo også. Jeg vil personligt sige, jeg anbefaler dem varmt.«

Sysinternals-pakken, som i dag har til huse under Microsofts internetdomæne, blev oprindeligt søsat af Mark Russinovich og Bryce Cogswell i 1996. Senere blev projektet overtaget af Microsoft i juli 2006, men udviklingen af værktøjerne finder stadig sted. Eksempelvis er værktøjet 'Process Explorer' kommet i en ny version 11.11 i februar 2008. Værktøjet kan beskrives som en udvidet udgave af den traditionelle taskmanager i Windows. 'Process Explorer' kan blandt meget andet give en historik for enkelte processers CPU-forbrug.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere