Her får 50.000 ansatte hjælp når pc'en driller

Version2 besøger fredag Københavns Kommunes Koncernservice i helt nye omgivelser i Københavns nordvestkvarter. Her får op til 50.000 brugere hjælp med it i hverdagen.
Mads Udby Olesen, chef for ledelsessekretariatet i Københavns Kommunes Koncernservice. Illustration: Mikkel Meister

Flyttekasserne står stadig spredt rundt omkring i kontorlandskabet hos Københavns Kommunes Koncernservice, som Version2 besøger fredag i forbindelse med sommertouren.

Men alting er også meget nyt for afdelingen, der 10. juni flyttede fra de gamle lokaler på Ottiliavej i Valby til sit nye hovedsæde på Borups Allé i Københavns nordvestkvarter. Bygningen har tidligere huset revisionsfirmaet KPMG.

Koncernservice har ansvaret for blandt andet drift, support og udvikling af it og står til rådighed for kommunens i alt cirka 50.000 ansatte, hvoraf cirka 22.000 pc-brugere regnes som stamkunderne.

Med flytningen siger Koncernservice også goddag til cirka 450 nye kolleger fra personale- og regnskabsområdet, og dermed kommer Koncernservice også til at dække økonomi, løn, statistik og personale. 200 af de nye kolleger er netop flyttet ind.

»Medarbejderne fra det oprindelige Koncernservice kom fra en gammel bygning i Valby, og flytningen symboliserer derfor overgangen fra en lidt forældet, tung og kommunal tankegang til en nye og mere moderne version af den offentlige service. Det er et vigtigt kulturskifte for os alle,« fortæller økonomichef i ledelsessekretariatet, Mads Udby Olesen, til Version2.

I receptionen finder man tavler med billeder og navne på de nye medarbejdere, som er kommet til efter flytningen. Illustration: Mikkel Meister

It-funktionen til Danmarks største kommune dækker ikke kun mange brugere, men også flere forskellige områder.

»Vi leverer IT-ydelser til hele Københavns Kommune. Vores netværk består af cirka 22.000 pc-brugere, som vi supporterer i deres daglige arbejde. Vi løser også en række andre opgaver, blandt andet projektledelse på større, tværgående it-projekter, herunder it-arkitektur i kommunen. Vi har også myndighedsopgaven i forbindelse med it-sikkerhed,« forklarer manden med det overordnede ansvar for alle supporthenvendelserne, it-enhedschef Thomas Jørgensen, Serviceindgangen.

Denne artikel er en del af Version2's sommertour, hvor vi flytter redaktionen ud til en stribe danske it-firmaer. Se hele tour-kalenderen

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere