Her er tidsplanen for næste generation af NemID

1. december 2017 skal staten allersenest have en ny, digital signatur klar. Nu går arbejdet for alvor i gang med at finde ud af, hvordan den skal skrues sammen.

Efter over syv års drift bliver NemID sendt på pension senest den 30. november 2017, for kontrakten mellem Digitaliseringsstyrelsen og Nets DanID løber ikke længere, og alle muligheder for forlængelse af kontrakten vil til den tid være udtømt.

Derfor er Digitaliseringsstyrelsen nu i fuld gang med at finde ud af, hvordan afløseren for NemID skal se ud. Det sker gennem en blanding af inputs fra resten af samfundet, analyser bestilt hos konsulentfirmaer og embedsfolkenes egne endelige vurderinger, som så skal godkendes politisk.

Første trin, en offentlig høring, er gennemført og udløste i alt 63 skriftlige svar før sommerferien. Dem sidder Digitaliseringsstyrelsen nu og skriver sammen i et høringsnotat, som er et slags resumé af de ønsker, som er kommet frem i høringen.

Læs også: Her er 63 holdninger til næste generation af NemID

Læs også: Version2 samlede fire it-eksperter: Sådan skal næste version af NemID være

Efterår og vinter 2014 går med en foranalyse, som Rambøll står for, og som skal afleveres i starten af 2015. Det foregår i tre faser: Først et kig på blandt andet brugervenlighed og andre ikke-tekniske aspekter. Dernæst en analyse af de tekniske muligheder og forretningsmodeller i forhold til det danske marked, og så skal analyserne munde ud i tre forskellige scenarier.

»Der vil løbende ske en politisk involvering og dialog med de centrale interessenter. Når der er truffet en beslutning om, hvilket scenarium vi skal gå videre med, kan vi begynde at skrive en kravspecifikation,« forklarer Marianne Sørensen, kontorchef i et nyt center i Digitaliseringsstyrelsen, hvor arbejdet med den nye digitale signatur er forankret.

De foreløbige milepæle i tidsplanen tilsiger, at arbejdet med kravspecifikationen går i gang i begyndelsen af 2015, altså om cirka fem måneder. Og et år efter – når opgaven er blevet beskrevet til bunds og har været igennem et udbud – skulle staten gerne kunne underskrive en kontrakt med leverandøren af den nye ID-løsning. Leverandøren får altså lidt under to år, fra primo 2016 til november 2017, til at udvikle og teste løsningen og rulle den ud til danskerne.

Opgaven med at finde frem til den bedst mulige afløser for NemID ligger i Digitaliseringsstyrelsens nye Center for Kommunikation og Udbud. Her er der sat 7-8 årsværk af de kommende år til opgaven med ’NemID2’, som både kommer til at handle om arkitekturen bag løsningen og at få løst opgaven eksternt på bedst mulig vis.

»Vi har ændret organisationen, så vi kan samle kompetencer inden for blandt andet udbud og arkitektur for at skabe stærke, faglige miljøer. Centret skal så varetage udbuddene for de løsninger, som styrelsen har ansvar for, i takt med, at de skal i udbud,« fortæller Marianne Sørensen.

Centerets anden store opgave lige nu er at gøre danskerne klar til Digital Post, som bliver obligatorisk at bruge fra 1. november i år. Samlet set er der omkring 40 ansatte i Center for Kommunikation og Udbud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Neiiendam

Det ville være forfriskende hvis Digitaliseringsstyrelsen hoppede med ind i det nye årtusinde og anlagde en agil tilgang til projektet.
Et helt år til at skrive kravspecifikation lyder som et tilfælde af "cover your a**-politics".

Det lyder som om de forventer at projektet bliver en fiasko, og ved at skrive en omfattende nok kravspec kan de dække sig ind. Så gælder det bare om at finde et konsulentfirma der er villige til at "sælge" troværdighed for X mia. kr.

Det ville fedt at se sådan et projekt kørt internt, med en holdning om at "Vi gør det til en succes". Ansæt de rigtige mennesker til projektet. Behold ejerskab og ansvar.

Som jeg forstår lovgivningen kan man gøre det uden udbud, hvis man kører projektet open-source. Det ville oven i købet give en god mængde folk herinde mulighed for at kommentere konstruktivt på projektet under opbygningen. Noget jeg kunne forestille mig, ville give projektet et bedre ry i IT-kredse end dens foregænger.

  • 7
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere