Rudekuverterne vælter ind med nye regninger på aftaler, som du aldrig selv har indgået. Det har i stedet en svindler, som har fået adgang til dine personlige oplysninger og som nu misbruger din identitet.
Havner du i den situation, er der nu en vejledning at læne sig op ad fra statens side. I efteråret 2012 fik Digitaliseringsstyrelsen nemlig til opgave at 'effektivisere den offentlige kommunikation om identitetstyveri', hvilket nu udmønter sig i en stribe vejledninger på Borger.dk.
Der er for eksempel råd om, hvordan man forholder sig, hvis skaden er sket. Her lyder meldingen, at man skal kontakte politiet og ens kommune, hvor man kan få en anmærkning om misbrug tilknyttet sit CPR-nummer. Alle kreditorer, som man ikke selv har indgået aftale med, skal også kontaktes. Hvis de fastholder aftalen, skal de vise, hvordan de har sikret din identitet. Der kan også blive brug for en advokat, hvis det ikke går glat med at få ophævet aftalerne.
Borgerne kan også få råd om, hvordan man sikrer sig mod misbrug. Rådene er nok almindelig sund fornuft for alle Version2-læsere og går blandt andet på, at man bør kryptere sit trådløse netværk og ikke lægge for mange personlige oplysninger ud på nettet, for eksempel i form af et CV med CPR-nummer.
Der har de senere år været et stigende antal identitetstyverier, ligesom der i it-kredse har været meget fokus på, hvordan CPR-numre ikke bør benyttes som et 'password' i nogen sammenhæng. For eksempel har den it-studerende Søren Louv-Jansen udstillet toppolitikeres CPR-numre, hvilket kostede ham en politianmeldelse og en potentiel bødestraf.
Arbejdet med at udarbejde vejledningerne er sket i et interessentforum med blandt andet repræsentanter fra Justitsministeriet, Datatilsynet, Erhvervsstyrelsen, Indenrigs- og Økonomiministeriet, Rigspolitiet, Danmarks Tekniske Universitet, Forbrugerrådet, Det Kriminalpræventive Råd, Finansrådet, Nets og Experian.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.