Tablets er godt på vej til at erstatte en stor del af de traditionelle computere, vi kender i dag. Måske ikke totalt, men i hvert fald viser salget af tablets globalt set, at de tynde tavler er kommet for at blive.
Microsoft har tidligere forsøgt sig med tablets, men gennembruddet kom først for alvor, da Apple i 2010 lancerede iPad. Siden er der gledet mange fingre henover tabletoverfladerne - hovedsageligt på Apples iPad.
Nu prøver Microsoft at blande sig igen. Den 26. oktober lancerer firmaet Windows 8 og den nye egenproducerede Surface. Den træder ind i en boksering, hvor Apples iPad stadig har det store bælte på, men hvor Samsungs nye tablet-topmodel, Galaxy Note 10.1, også vil lege med, som repræsentant for Android-deltagerne på markedet.
Og hvad kan de så? Den amerikansk tech-side AllThings Digital har samlet de vigtigste specifikationer på de tre tablets i et skema (Bemærk, det er 'Surface med Windows RT'-udgaven - vil du læse mere om den grundlæggende anderledes 'Surface med Windows 8 Pro' kan du gøre det her)

Prisen
De danske priser på den kommende Microsoft Surface er desværre endnu ukendt, men en 32 GB-udgave, dog uden det smarte Touch Cover med tastatur, starter ved 499 dollars i USA. Det er samme pris, som for en Apple iPad, tredje generation, der dog kun kommer med 16 GB. I danske priser, med afgifter, svarer det til 3.699 kroner. En Samsung Galaxy Note 10.1 koster med 16 GB (dog med mulighed for udvidelse med SD-kort) cirka 4.500 kroner.
Størrelse og skærm
Skærmen på en tablet er ikke overraskende en af de absolut vigtigste elementer. På Surface hedder opløsningen 1,366 gange 760 pixels, og skærmen er 10,6 tommer stor. Hos Apple har deres iPad en opløsning på 2048 gange 1536, mens Samsung har tvunget 1280 gange 800 ud af deres Note 10.1. Så på papiret vinder iPad, men om farvemætheden på Surface giver samme dagligdagsoplevelse, ved vi af gode grunde ikke endnu.
Styresystem og hestekræfter
Tredjegenerationen af iPad kommer med Apples seneste mobile styresystem, iOS 6, der i grundstrukturen ikke har ændret sig meget siden den første udgave fra 2007, hvor Steve Jobs præsenterede sin iPhone, som introducerede iOS. Så personer, der ejer en iPhone eller en ældre iPad vil ikke opleve mange forandringer, og iPad 2-ejere har med stor sandsynlighed også selv opgraderet til iOS 6.
Samsungs Galaxy Note 10.1 kører på Googles Android-system i 4.0-udgaven, også kendt som ‘Ice Cream Sandwich’. Den nyeste ‘Jelly Bean’, 4.1-version vil formentlig også finde vej til Samsungs tablet inden for kort tid.
Microsofts Surface kommer til at køre Windows 8 RT, som er firmaets helt store touch-baserede satsning, der i øvrigt tillader apps at køre både på deres nye Windows Phone 8 til smartphones og netop Windows 8. Surface med Windows RT, der er den neddroslede mobile udgave af Windows, kommer med en quadcore T30 Nvidia-processor. Apples iPad leveres med en dualcore A5X-chip, mens Samsung har banket en 1.4GHz quad-core Exynos processor i deres Note 10.1.
Kamera og andre features
Ja, det ser lidt fjollet ud, når turister i Københavns Kanalrundfart står med deres iPad og skyder billeder af Den Sorte Diamant, men ikke desto mindre efterspørges der tilsyneladende stadig bedre kameraer på tablets.
På iPad’en får man et 5 megapixel kamera, som kan optage i 1080p, og også hos Samsung byder kameraet på bagsiden af tabletten på 5 megapixels. Hos Microsoft er specs på kameraerne sparede, men både rear,- og frontkameraerne kan optage i 720p.
Alle tre tablets kommer med Wi-Fi (802.11a/b/g/n) samt Bluetooth 4.0.
Esserne i ærmet
Set ud fra et studiemæssigt synspunkt, kommer den nye Microsoft Surface RT til at være ganske attraktiv. Den bliver nemlig leveret med Office Home and Student 2013, der indeholder det absolut mest udbredt skriveprogram, Word. Desuden fungerer det såkaldte Smart Touch Cover som tastatur, hvilket - hævder Microsoft - reagerer endnu hurtigere end traditionelle keyboards.
Hos Apple finder man stadig det klart mest udbyggede økosystem for apps, App Store, der indeholder mere end 250.000 apps specialdesignet til iPad’ens størrelse. Det flotte Retina-display kommer man heller ikke udenom, mens programmet til talegenkendelse, kaldet Siri, er innovativt, men desværre ubrugeligt på dansk en rum tid endnu.
Samsung Galaxy Note 10.1 kommer med Android, der ikke har samme udvalg af tablet-applikationer som iPad. Version2 egne erfaringer med Galaxy Note 10.1 viser også, at Android er knapt så flydende som Apples iOS, men ‘Jelly Bean’-udgaven vil uden tvivl løfte oplevelsen. Med Note 10.1 følger også den såkaldte S Pen, en indbygget stylus, der kan anvendes til at tage noter med. Om dette er en god eller dårlig ting, er vist op til den enkelte bruger at vurdere.
Nu er der altså tre sværvægtere i bokseringen. 2013 ser ud til at blive det helt store år i krigen på tablet-markedet.