Apples konference WWDC mandag aften i San Francisco bød ikke på en lavpris-iPhone eller en ny iPad, men fokuserede i høj grad på software. Således blev også den næste version af desktop-styresystemet OS X vist frem under navnet 10.9 Mavericks.
Her får Mac-brugerne en stribe forbedringer, lovede Apple, for eksempel en opgradering af filhåndteringsværktøjet Finder. Faneblade skal gøre det mere overskueligt at have mange mapper åbne, mens mærkater (’tags’) giver en ny mulighed for at søge efter filer. Så kan man for eksempel mærke alle filer, der bliver brugt til et projekt, og hurtigt finde dem alle på kryds og tværs, også i Apples sky, iCloud.
Bruger du flere skærme, vil den nye version også give dig flere muligheder. For eksempel kan man med en Apple TV-boks nemt få lov at bruge tv’et som en skærm nummer 2. Du kan nu selv styre, hvilken skærm der skal være ’hovedskærmen’, og alle vinduer kan nu køre i fuldskærms-tilstand på alle tilsluttede skærme, hvilket åbenbart har været et problem tidligere.
Apple Maps, der fik en hård start med mange obskure fejl i kortene, er nu blevet integreret med OS X Mavericks, så man for eksempel kan planlægge en tur på desktoppen og så sende den til sin iPhone.
Og er man træt af at huske mange forskellige passwords og taste dem ind på sin iPhone og iPad, kan man nu bruge iCloud Keychain, der gemmer alle passwords sikkert i skyen, så de kan bruges af alle tilsluttede enheder.
Browseren Safari har også fået en overhaling og er ifølge Apple blevet meget hurtigere. Den bruger væsentligt mindre strøm end Googles Chrome, fortæller Apples chef for OS X, Craig Federighi, ifølge The Verge. En forbedret værktøjslinje til bogmærker er det også blevet til.
Under motorhjelmen har Apple arbejdet med strømbesparende tricks, for eksempel at CPU'en i forhold til tidligere kan holde en masse ganske korte pauser, fordi underliggende systemopgaver er blevet samlet i bundter. Et vindue, som er helt skjult af andre vinduer, og som ikke er i gang med en opgave, går nu automatisk i dvale, hvilket også sparer strøm.
I alt er der sket 200 forbedringer af OS X med den nye version. På Apples webside kan du læse om de synlige forbedringer af OS X, om de mere skjulte, avancerede funktioner og Apples tekniske gennemgang af styresystemet (pdf).
OS X 10.9 Mavericks - der i øvrigt markerer et farvel til kattenavne - bliver lanceret til efteråret.