Her er fejlen bag kæmpe DIBS-nedbrud
Godt to døgn efter de første fejlmeldinger er det nu lykkedes teknikerne hos DIBS at lokalisere den fejl, der har gjort store dele af virksomhedens betalingsgateway utilgængelig.
»Det ser ud, som om vi har fået hul igennem. Vi er ved at stabilisere de sidste ting nu,« siger teknisk direktør i DIBS Jacob Raavig til Version2.
Han er nu også klar til at komme med den første forklaring på, hvad der forårsagede nedbruddet:
»Det er altid svært at pinpointe præcist, men vi har indkredset fejlen til at være nogle databaseproblemer i kombination med en fejl på vores load balancing-software,« siger Jacob Raavig.
DIBS har derfor fået fløjet en ekspert ind fra Sybase for at kigge på databasen og er også i dialog med leverandøren af load balancing-software.
På hjemmesiden melder DIBS om normal drift siden tirsdag klokken 14. Der er dog stadig en pukkel af ventende transaktioner, som kan gøre systemerne langsommere end normalt.
Og der er stadig et godt stykke vej til at afblæse hele beredskabet.
»Det sidste, vi gør, er at læne os tilbage. Jeg vil først sige, at jeg er lettet, når vi er helt inde på grundårsagen,« siger Jacob Raavig til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.