Microsoft har sat alt på ét bræt, eller i hvert fald to tablets, med annonceringen af Microsoft Surface-serien. Microsoft løber en uhørt stor risiko og kan langtfra være sikker på, at satsningen giver pote.
Lad os begynde med konceptet. Der er to udgaver af Microsoft Surface, men forskellen på de to er ikke bare som en iPad med eller uden 3G. Den er heller ikke som på en Samsung Galaxy Tab og en Asus Transformer Pad.
Det er to helt forskellige apparater, som ikke kan det samme og ikke henvender sig til de samme.
Den ene model bruger formentligt en ARM-processor og kommer med Windows 8 RT. Den er på mange måder den mest interessante, men det vender vi tilbage til.
Den anden model vil formentligt bruge en Intel-processor, og indmaden vil nok ligne det, man kan finde i en Ultrabook. Den kommer med den fulde Windows 8 Professional.
Det er altså ikke bare et spørgsmål om at vælge den store eller den lille Surface. Du skal vælge mellem to forskellige systemer, og det svarer reelt til, for at blive i det uundgåelige Apple-univers, at skulle vælge mellem en iPad og en Macbook Air.
ARM-modellen
Surface med Windows 8 RT er dén af de to, som bedst kan sammenlignes med iPad og Android-tablets. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, hvad succeskriterierne er.
Prisen, prisen, prisen. Det glippede hele det første år for Android-konkurrenterne, som knap formåede at kunne matche Apple på prisen. Det var ikke godt nok. Hvis Microsoft ikke kan matche prisen, så er en ARM-tablet en død sild allerede fra lanceringen.
Microsoft skal også formå at sælge sin tablet på noget andet end konkurrenterne, som helt sikkert vil slå på, at der er færre apps til Windows 8 RT. Microsoft har Office 15, som vil være det bedste bud på en killer-app, og derudover skal Microsoft få Smartglass klar til platformen, så spillene er sikret. Ellers bliver det en markedsføringskamp op ad bakke.
Hardwaren skal være i orden. Der findes i dag flere Android-baserede tablets på markedet, men samspillet mellem hardware og software kan ikke matche Apples iPad. Det skyldes formentligt problemer med tablet-versionen af Android, og der har Microsoft formentligt en fordel ved at have udviklet Windows 8 RT specifikt til netop denne type enhed.
Intel-modellen
Comdex 2001. Bill Gates fremviser en pc uden tastatur og med en særlig udgave af Windows XP.
Der er mange lighedspunkter med den første Windows-tablet fra 2001 og den store Surface-model. Og det er ikke til Microsofts fordel. Windows Tablet blev kun et nicheprodukt, og der er en risiko for, at den samme skæbne vil tilfalde efterkommeren.
Prisen vil nemlig helt sikkert blive mere i samme lag som en god bærbar pc snarere end en typisk tablet. Inklusive moms skal vi nok regne med at betale mellem 7.500 og 9.000 kroner for Surface med Windows 8 Professional.
Det er alt for meget for en tablet. Punktum. Det er der ingen, der vil betale. For en lækker bærbar, ja, men ikke hvis den markedsføres som en tablet.
Til gengæld får man en komplet Windows-pc, når man altså tilslutter et tastatur og en mus. Det betyder Excel og Photoshop ad libitum. Det burde tiltale erhvervskunderne. Men det kræver, at Microsoft kan sælge ideen om en lidt tung tablet, som også er en pc.
Microsoft kan her vinde point på bedre tilslutningsmuligheder end en iPad uden adaptere, og på, at det fra it-afdelingens synspunkt blot er endnu en Windows-pc.
Men selvom Microsoft får it-afdelingen over på sin side, så kan den stadig blive et nicheprodukt, for brugerne har i dag kig på en iPad, som er tiltalende for en forbruger, fordi den er god til at forbruge indhold. Microsofts Surface er mere skabt til at producere indhold og risikerer at mangle appellen fra fritidslivet.
Hvad med Microsofts gamle venner?
Microsoft har før produceret hardware, men aldrig noget i stil med Surface, som reelt går direkte ud og konkurrerer med Samsung, HP, Sony, Asus, Acer, Lenovo, Dell, ja, hele banden af Microsofts trofaste partnere.
Eller, næsten trofaste. For de flirter jo også med Android og andre styresystemer. Og ingen af dem har rigtigt formået at levere varen på tablet-fronten og slet ikke med Windows XP og Windows 7.
Surface er helt sikkert en direkte besked til hardwareproducenterne om, at hvis de ikke kan finde ud af at gøre det rigtigt, så gør Microsoft det selv.
Der er i princippet intet, der forhindrer Microsoft i at gøre som Apple: Snup et referencedesign fra ARM eller Intel. Find nogle komponentproducenter, som kan give en god pris på en stor ordre og gerne har noget, de andre ikke har købt endnu. Styk det sammen i den mindste mulige indpakning og bestil 10 millioner eksemplarer hos Foxconn med option på 25 millioner flere.
Men Microsoft har en gammel monopoldom hængende over hovedet. Ganske vist har Microsoft nok en god sag lige netop på ARM-markedet, fordi Apple er den største spiller, men ved at inkludere Office 15, sådan som det angiveligt er planen, vil sure hardwarepartnere have nok ammunition til at kunne åbne monopolsagerne igen.
Selvom Microsoft på overfladen slap helskindet fra monopolsagerne i 1990'erne, tog de alligevel pusten fra Microsoft, som netop ikke har kunnet gøre som eksempelvis Google og udnytte momentum fra ét marked til at overtage et andet, sådan som Google gjorde det fra søgning på web til e-mail og til mobiltelefoner.
Det bedste udfald for Microsoft kan være at få sparket til hardwareproducenterne, så de som minimum leverer det samme som Microsoft, og hvis markedskræfterne vil det, også overgår Microsofts bud på en Windows-tablet. Hvis det lykkes, så kan Microsoft have brugt Surface til at fyre op under dét marked, men hvis det slår fejl, så skal Microsoft træde i karakter som hardwareproducent. Og det er ikke sikkert, Microsoft får lov til det i det lange løb.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.