Her er de mest populære programmeringssprog til open source

C ligger på en klar førsteplads på listen over de mest benyttede programmeringssprog til open source, viser en ny opgørelse fra Black Duck Software. Javascript og SQL viser lille fremgang.

C holder stadig den suveræne førerposition som det mest udbredte programmeringssprog til open source-programmer, men både Javascript og SQL tager forsigtige skridt op ad listen.

Det viser en ny opgørelse fra firmaet Black Duck Software, der står for verdens mest omfattende søgemaskine til open source-kildekode, Koders.com.

Black Ducks database indeholder kildekode til 200.000 open source-projekter indsamlet fra 4.300 kodelokationer, og søgemaskinen kan i skrivende stund kravle hen over 2.449.889.519 linjer kode.

C ligger komfortabelt placeret helt i top med 40,9 procent af kodelinjerne, mens C++, som C er en ægte delmængde af, ligger på andenpladsen med 14,03 procent. På tredjepladsen ligger Java med 10,95 procent, mens Shell-programmering tager fjerdepladsen med 8,96 procent.

Lidt længere nede ad listen finder man Python på ottendepladsen med 2,73 procent og C# og assembler på henholdsvis 10. og 11. pladsen.

Sammenlignes alle projekter uanset tidsramme med projekter frigivet inden for de seneste 12 måneder, ser billedet nogenlunde ud på samme måde, men der er dog små udsving.

C, C++ og Java falder alle tre i omegnen af 0,6-0,7 procentpoint, mens Javascript vinder lidt mere end to procentpoint og SQL rager godt og vel ét procentpoint mere til sig.

Omkring 16 procent af den gennemsøgte kode har haft en release inden for de seneste 12 måneder, oplyser Black Duck Software.

Black Duck's analysemetode identificerer det benyttede programmeringssprog for hver projektfil og tæller samtidig antallet af kodelinjer, fratrukket white spaces og kommentarer i koden. Black Duck har ikke taget højde for, at nogle sprog er mere pertentlige med, at kodelinjer skal brydes og indrykkes af hensyn til scope og syntaks. Samtidig er scripting-kode som HTML, CSS og dokumentation udeladt fra analysen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Alexander Færøy

Ohloh har også noget ret interessant data omkring brug af sprog i open source projekter. Ohloh virker ved at man opretter en profil og lader Ohloh hente kildekoden via et SCM system og så analyserer de koden og giver noget statistik om koden. Ganske spændende projekt, som flere og flere benytter sig af.

Ohloh virker næsten som Facebook til open source udviklere :P

Du kan se noget af dataen her: https://www.ohloh.net/languages/compare

  • 0
  • 0
Alexander Færøy

C er på ingen måder en ægte delmængde af C++, men ofte er det svært for de automatiske programmer at skelne mellem de to sprog, især fordi C++ folk har en tendens til bl.a. at kalde deres headers for .h fremfor .hh eller .hpp. Det var i lang tid Ohlohs problem ved analyse af C vs. C++ filer, men jeg mener de har rettet det nu.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere