Her er anmeldernes dom over Apples iOS 6

Illustration:
Onsdag frigav Apple sin seneste version af firmaets mobile styresystem under navnet iOS 6. Læs et udsnit af anmeldernes dom over iOS 6 her.

Apple lancerede onsdag iOS 6, som er den seneste udgave af det styresystem, der kører på iPhone, iPad og iPod Touch. Generelt set bliver det nye styresystem taget godt imod af anmelderne, selvom iOS 6 ikke skaber revolutioner.

Apple Maps

Eksempelvis skriver teknologisitet Cnet.com, at iOS 6 er et absolut ‘must-have’, hvis man er ejer af et eller flere af de tre Apple-produkter.

Cnet.com hæfter sig ved, at den såkaldte turn-by-turn navigation er ganske velfungerende, selvom Apple nu har sagt farvel til Google Maps og har designet sin egen kort-app. Apples Flyover, hvor man med 3D-effekter kan opleve flere af verdens storbyer, herunder København, får dog en kølig modtagelse. De skriver:

»Selvom Flyover er forbløffende at se på, så bringer funktionen ikke meget med sig ud over den oprindelige wow faktor. Det er en stor opgradering, men ikke noget særligt, da andre telefoner har haft noget lignende i lang tid,« og henviser til, at 3D-kort længe har været tilgængelige på Android-telefoner.

Hos Gizmodo er de ikke imponerede over Apples 3D-kort, og de sammenligner visse områder i kortene med en dommedagsfilm. Et blik over København har dog også resulteret i nogle smuttere, herunder Operahuset (se billede). En af de andre teknologisider,TechCrunch, pointerer også, at hvis man vil bruge kortfunktionen med offentlige transportmidler, så støder man hurtigt ind i problemer.

Illustration: Her er det Operahuset i København, som er blevet lige rigeligt tillukket foran. Af Henrik Nordstrøm Mortensen

Fotofunktioner og forstyr ikke

Hos The Wall Street Journal, som samarbejder med it-siden All Things Digital, er man ganske imponerede over den nye funktion ‘Do not disturb’. Den lukker af for kontakt til iPhonen inden for en tidsperiode, man selv vælger. Denne funktion kan være meget anvendelig, hvis man går meget op i at få otte timers søvn. Det skal dog nævnes, at hvis et givent nummer ringer flere gange i tilfælde af en nødsituation, går kaldet igennem. En lignende funktion har dog kunnet downloades til Android i lang tid.

Også den nye Panorama-funktion i kamera app’en bliver nævnt hos All Things Digital, fordi den er yderst brugervenlig. Her kan man på iPhone 5 skyde panoramabilleder på en nem måde. En anden positiv ting, som går igen alle steder, er Shared Photostream, som tillader dig at dele billeder, som du har knipset med dit iOS-kamera, meget nemmere med venner. De af dine venner, som også har et iOS-produkt kan nemt se billeder, mens Android- eller Windows Phone-brugere kan tilgå billederne på nettet.

Mail mere modent

Langt de fleste anmeldere er begejstrede for de opdateringer, som Apples Mail er undergået. Nu får man automatisk samlet sine mails med flag, og man kan oprette en VIP-indbakke med mails fra de personer, man finder mest vigtige. Samtidig kan man ved en ny mail nu også lettere tilføje billeder eller videoer. Opdateringen af indbakkerne foregår nu ved at man trække indbakkerne tilpas langt nedad, ligesom når man vil opdatere Facebook.

Illustration: Nye funktioner i Apple Mail. Af Henrik Nordstrøm Mortensen.

Alt i alt efterlader det iOS 6 med karakteren ‘bestået’. Styresystemet har bragt Apple op på lige fod med de nyeste Android-udgaver, men i sig selv tilføjer iOS 6 intet revolutionerende. Ejere af iPhone 4 vil også finde ud af, at de er lige så ringe stillede, som ejere af iPhone 3GS, når det kommer til både Flyover-funktionen, Facetime og 3G eller LTE-nettet. (4G). Ingen af de to ældste modeller understøtter desuden programmet til talegenkendelse kaldet Siri.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Sune Rentow

Navigation virker godt og var meget tiltrængt. Til gengæld er kvaliteten af kort og satellit billeder ikke særlig god. Der var opløsningen mange gange bedre med den gamle Google Maps

  • 3
  • 0
Jakob Damkjær

Så kan det kun blive bedre hvis man får data og nu Google ikke længere får data fra iOS dimser og det data samt alt lokaliserings brugs data fra apps der benyttede iOS lokaliserings APIen flyder nu ikke ind i Googles databaser...

Og med den indbyggede "her er en fejl" funktion vil det gi Apple det datagrundlag der skal benyttes til at øge kvaliteten af maps...

Ang transit rejse Info ikke mere "ringe" end at den godt kunne finde ud af at i lille Danmark køre Kystbanen ikke fra Hellerup til Kbh for tiden og yelp plus Siri er ikke helt et ødeland i dk....

Og fx kunne googlemaps ikke finde den gade hvor Google Danmark bor på (de kan ha rettet det siden jeg checkede sidst for et par måneder siden) men det kan iOS maps...

Sankt Petri Passage...

Ret overasket over at Google ikke havde en maps App klar som de havde med youtube... Men de kan jo ikke få de andre apps lokations data så der er ikke så meget bonus på profilerings forretningen...

En anden forbedring er granulariteten i anonymitets indstillingerne.. Hvilke apps har adgang til kontakt databasen foto kalendere Twitter facebook osv osv kan nu styres dynamisk Per App..

Og selv om alle ældre modeller ikke får alle funktioner (om det er pga hardware begrænsninger eller andet) så får alle iPhones ALLE sikkerheds fixes... Hvordan er det nu på gamle android dimser ?

  • 2
  • 21
Benni Bennetsen

Kan anbefale, at du fremadrettet læser korrektur, inden du trykker indsend.. Det er godt nok svært at læse dit indlæg. At du laver yderligere et indlæg lige bagefter, som heller ikke giver mening, hjælper slet ikke.

  • 9
  • 0
Peter D Hansen

Det er skuffende at Apple frigiver før kortene er bare af nogenlunde kvalitet også uden for USA. Kritikken og de komiske eksempler hagler jo ned over Apple.

Danmark: "iPhonen flytter Tårnby til Saltholmen og sletter parker i Odense"
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/09/20/150809.htm

UK:
http://www.bbc.com/news/technology-19659736

Dertil kommer at Street View ikke længere er tilgængelig. 3D virker kun få steder og kun på 4S/5, og maps.google.com i Safari giver ikke adgang til Street View.

Apple har virkelig dummet sig.

  • 16
  • 1
Jesper Kleis

Jeg håber at de er blevet presset til det - Eiffeltårnet virker som om nogle har trukket i det med en magnet. Der er hvide pletter på kortet, selv i relativt udforskede områder som hillerød. Og Tisvilde er gengivet i sort hvid.

Og så virker det temmelig langsomt i forhold til Googles - så for forbrugerne uden for USA er der trods turn-by-turn navigation mere tale om en nedgradering end en opgradering.

  • 7
  • 0
Jakob Holm Hansen

Det havde jeg sgu ikke troet om Apple.

Det plejer at være Microsoft, der udgiver halvfærdigt software og lader brugerne være betatestere (XP pre SP2, Vista, WP7.0 f.eks.). Hvis Apple vil overtage den tjans, så er det fint med mig.

Du er ikke Mac-bruger kan jeg høre. De seneste to major versioner af OSX (Lion og Mountain Lion) har været af beta-kvalitet i version x.x.0

  • 5
  • 0
Martin Kiefer

Fik opgraderet datterens Ipad til ios 6.0. Må nok indrømme at det fik jeg ikke meget ros for. Manglende Youtube fik en 2 år gammel piges verden til at bryde sammen...

Joda, Google har da lavet en app til Iphone, men den ser seriøst ikke særlig godt ud på en Ipad, håber da godt nok at Google kommer med en app til Ipad også!

Så hvis der er nogen der kender en app til Youtube som er velegnet til en 2 årig er forslag meget velkomne :-)

  • 2
  • 0
Jørgen Ramskov

Der er grotesk mange fejl! Eksemplerne er utallige, Skejby sygehus findes f.eks. ikke, dvs. hvis du søger på det, så får du en lokation tæt på Solbjerg sø, ca. 20km væk. Nuvel, det hedder jo Aarhus Universitetshospital, men nej, det giver blot de 2 andre afdelinger i Aarhus, intet i Skejby.

Derudover er der ting der har flere lokaliteter?! Og nej, det er ikke et firma med flere afdelinger...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere