Det er næppe nogen overraskelse for faste Version2-læsere, at software som Adobe Flash Player er noget af det, der udsætter flest danskere for at få deres pc inficeret med malware gennem sikkerhedshuller. En opgørelse fra sikkerhedsfirmaet Secunia afslører de 10 hyppigst forekommende usikre programmer på danskernes pc'er.
I toppen finder man et Microsoft-program, Microsoft Core XML Services, som findes på 74 procent af de pc'er, som Secunia har data fra gennem selskabets Personal Software Inspector-værktøj. Halvdelen af MSXML-installationerne er ikke opdateret til den nyeste version.
Der er dog blot registreret tre sårbarheder de seneste 15 måneder i MSXML, og det er væsentligt at bide mærke i, når man ser på listens nummer to.
Det er Oracle Java JRE version 1.6, som findes på 73 procent af pc'erne og blot er fuldt opdateret i 43 procent af tilfældene. I de seneste 15 måneder er der registreret 58 sårbarheder i Java JRE 1.6.
Til gengæld ser det ud til, at Adobes indbyggede opdateringsfunktion i de nyeste versioner af Flash Player har haft en positiv effekt.
Adobe Flash Player 11 findes på 92 procent af de scannede pc'er, hvoraf blot 13 procent ikke er fuldt opdaterede. Til gengæld er der registreret hele 70 sårbarheder.
De brugere, som stadig har version 10 af Flash Player installeret, er mindre gode til at opdatere den. Hele 88 procent er ikke opdateret. Der er dog kun fundet tre nye sårbarheder i den udgave.
Det ser også bedre ud hos de brugere, som har opgraderet til den nye udgave af Java JRE 1.7, som findes på 74 procent af pc'erne, hvor blot 11 procent ikke er fuldt opdateret. De er til gengæld udsat for 64 sårbarheder.
På listen finder man derudover VLC Media Player, Apple Quicktime, OpenOffice.org og Adobe AIR.
Samlet set har en dansk bruger af Secunias værktøj 69 forskellige applikationer installeret, hvoraf 5,7 procent i gennemsnit ikke er opdateret. For selve styresystemet er det 7,6 procent, som ikke har opdateret Windows.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.