En hel kategori af apps skal skrives om – ellers slettes de fra Google Play

Illustration: Harald Brombach
Det bliver stadigt vanskeligere at optage telefonsamtaler i Android.

I oktober sidste år annoncerede Google en opstramning, når det gælder apps’ adgang til visse typer sensitive brugerdata på Android-mobiltelefoner. Nærmere bestemt gælder dette samtale- og SMS-logning, som blandt andet indeholder oplysninger om berørte personer og tidspunkter.

I går kom selskabet med en reminder angående dette. Det fremgår tydeligt, at apps, som beder om adgang til disse logs, og hvor udviklerne ikke har indsendt et deklarationsskema, hvor disse adgangsanmodninger begrundes, vil blive fjernet fra Google Play.

Skemaet kunne desuden, frem til den 9. januar, bruges til at bede om forlænget frist til at ændre apps i overensstemmelse med de nye regler.

Telefonoptagelser

En type apps, som i høj grad er berørt af dette, er apps, som tilbyder optagelser af telefonsamtaler. Appsene er afhængige af samtaleloggen for at vide, hvilket telefonnummer samtalen er med, hvilket derefter opgives i forbindelse med optagelsen.

Med de nye regler er det som udgangspunkt bare apps, der er opgivet som standardapps til henholdsvis SMS-, telefon- og Assistant-håndtering, som har lov til at bede om tilladelse til at bruge de nævnte logs.

Derudover kan der gives midlertidige undtagelsestilladelser, hvis der for tiden ikke er nogen andre alternative metoder, som kan bruges for at gøre kernefunktionaliteten til appen mulig, så længe kernefunktionaliteten er blandt dem, som er opgivet blandt undtagelserne på denne side.

Dette inkluderer blandt andet sikkerhedskopiering, synkronisering mellem enheder og automatiske nummeropslag og blokering. Optagelser af samtaler er ikke blandt disse undtagelser.

Frist til at ændre

Google har for flere måneder siden sendt email til udviklerne af de berørte apps. Udviklere, som har indsendt det nævnte deklarationsskema, og som ikke får godkendt ansøgningen om videre brug af tilladelserne, skal fjerne brugen af tilladelserne inden den 9. marts. Ellers bliver disse apps også fjernet fra Google Play.

Det er måske ikke så overraskende, at disse nye regler ikke er særlig populære blandt de berørte app-leverandører. Én av disse er NLL Apps, som står bag appen Another Phone Recorder (ACR).
Denne app skal være blevet downloadet mere end 15 millioner gange.

»Vi har brugt 6 af vores år på ACR og Google Play Store bare for at få den lemlæstet af denne policy. Det knuser vores hjerter at se den blive lemlæstet på den måde. Desværre har vi ingen anden mulighed end at følge den nye Play Store-policy,« skriver NLL Apps i en meddelelse.

Ny version

En ny version af ACR, som følger de nye regler, skal blive tilgængelig i begyndelsen af marts. Derudover planlægger NLL Apps at ibrugtage andre app-markedspladser for at tilbyde en version, som fortsat inkluderer den funktionalitet, som snart forsvinder fra Google Play-udgaven. Denne fuldt fungerende version får navnet ACR Unchained.

For brugerne betyder det i praksis formentlig bare, at brugeren selv må notere sig, hvem optagelsen af en samtale egentlig er med, siden appen ikke længere vil kunne gøre dette automatisk.

En mulig løsning er at finde en app, som både kan fungere godt som standard-telefonapp i Android, og som kan optage – hvis en sådan findes.

En større hindring

Nu kan man nok uanset hvad sige, at Android-apps som ACR lever på lånt tid, da Android 9 og nyere i udgangspunktet ikke understøtter optagelser af telefonsamtaler. Det er muligt at optage det, brugeren selv siger, men ikke i høj grad det, som modparten siger.

Appsene kan alligevel ofte omgå dette, hvis brugeren har aktiveret root-tilgang til mobiltelefonen. I nogle få tilfælde, med visse Android 9-enheder solgt i visse lande, skal optagelser af telefonsamtaler fortsat fungere. Det oplyser leverandøren af appen Boldbeast.

Årsagen til, at denne funktionalitet er fjernet med Android 9, er formentlig knyttet til forskellige landes begrænsninger eller forbud mod sådanne optagelser.

iOS

Apples iOS understøtter heller ikke sådanne optagelser. Men der findes apps,, som omgår dette på en lidt snedig måde, ved at samtalen gøres til en telefonkonference, hvor app-leverandørens server udgør en tredje deltager. Optagelsen foretages dermed på serversiden og ikke af selve appen.

I hvert fald én app med tilsvarende funktionalitet er tilgængelig for Android, men vi kan ikke garantere for, at den er sikker at bruge.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Mikkelsen

Jeg har brugt det i én periode, hvor et køkkenfirma hele tiden løb fra deres løfter. I Danmark er det er for øvrigt lovligt at optage samtaler man selv er med i, uden at oplyse det, men jeg synes ikke det er behageligt og gør det kun i ekstreme tilfælde.

  • 6
  • 0
Peter Tagesen

Jeg har brugt samtaleoptagelser overfor en tidligere leder, der var lidt vanskelig, for at sige det på en pæn måde. En af samtalerne hjalp mig i min sag hos fagforeningen.
Nu bruger jeg det på mit job i det tilfælde af at jeg skal kunne bevise hvad jeg har fået af kommandoer af kolleger, hvilket har reddet min mås indtil videre en gang, da min kollega var lidt for interesseret i at redde sin egen mås med en løgn og dermed tørre den af på mig.

Når det er sagt, er jeg ked af at jeg skal ty til den slags. Men det har vist sig at være nødvendigt. Og jeg kan besynderligt nok kun anbefale det. Jeg har anbefalet mine tætte kolleger at lægge optager apps på deres telefoner, og resultatet er at alle er glade for det, da det giver rene linjer.

Fordelen med googles nye retningslinjer er at der forhåbentlig ryddes op i den bunke hø, som består af callrecorder apps, der er på google play.

  • 3
  • 0
Thomas Toft

I hvert fald én app med tilsvarende funktionalitet er tilgængelig for Android, men vi kan ikke garantere for, at den er sikker at bruge.

Men det kan i med iOS app'en? Eller hvor i ligger forskellen i omtalen mellem en app til Android og til iOS? Uanset hvad statestikken siger om de to appstores, så siger det intet om sikkerheden på en 3. part der optager ens samtaler. Det er præcist lige så usikkert fra en iPhone som fra en DORO...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize