Heftigt DDoS-angreb tvang dansk hostingfirma i knæ
Læserne hos den liberale netavis 180grader.dk måtte tirsdag aften nøjes med blank skærm. Ligesom de 130.000 andre hostede websider hos Wannafind.dk var netavisen offline fra omkring klokken 20.30 og fire timer frem.
Hostingleverandøren var nemlig under et voldsomt distribueret denial-of-service-angreb, som overbelastede firmaets infrastruktur.
»Det var klart det voldsomste angreb, vi har prøvet. Normalt kan vi klare den slags angreb, uden at kunderne opdager noget,« forklarer Pelle Smidt, direktør for Zitcom, der er Wannafinds moderselskab.
Da den massive mængde fjendtlige trafik begyndte omkring klokken 20 tirsdag aften, gik Zitcoms teknikere i gang med at finde problemet og en løsning. Men det var ikke til at se præcist hvilke IP-numre, trafikken kom fra. Angrebene kunne dog lokaliseres til et amerikansk internetknudepunkt.
Undervejs kontaktede Zitcom netværksleverandøren Axcess, og siden blev TDC bedt om hjælp til at få slukket for den overvældende strøm af henvendelser.
»Vi blev lagt så meget ned, at vi måtte kontakte TDC, som så kunne lave en spærring i udkanten af deres netværk. Derfra tog det en halv til en hel time, før vi var oppe igen,« forklarer Pelle Smidt.
Hvorfor angrebet skete, står ikke klart.
»Den amerikanske netværksdistributør, vi lokaliserede trafikken til, er et typisk dataudvekslingssted, så vi ved ikke, hvor angrebet kom fra. Og vi hoster mange forskellige websider, så det er altid et godt spørgsmål, hvorfor vi blev ramt,« siger direktøren.
Nu skal procedurerne strammes op, så en tilsvarende situation ikke betyder fire timers nedetid for kunderne.
»Der gik for lang tid, før vi fik fat i TDC. Heldigvis var det om aftenen og natten, hvor der ikke er så mange på nettet,« siger Pelle Smidt.
Han har ikke planer om at opgradere trafikkapaciteten efter angrebet.
»Vi har 60-70 procents overkapacitet, så vi er i stand til at klare de fleste angreb. Denne gang var situationen unik, synes jeg, fordi angrebet var så voldsomt,« siger direktøren.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.