Hardwareproducenter kan afgøre fremtidens videoformat på nettet

Med Googles køb af videofirmaet On2 kan næste skridt blive et helt frit videoformat, som kan blive fremtidens standard på nettet. Men det proprietære format H.264 har en solid fordel: Hjælp fra hardware-producenterne.

Google har nu helt officielt fået nøglen til en fælles videostandard på nettet i hænderne. Opkøbet af videoformat-firmat On2 er netop afsluttet, og kontrollen over On2's stærke video-codec og tilhørende patenter er dermed havnet i Mountain View.

Nu venter alle tilhængere af åbne og frie standarder i spænding på Googles næste træk, imens fingrene bliver krydset for, at Google 'redder video på nettet' og frigiver en værdig konkurrent til det nu dominerende H.264-videoformat.

H.264 er nemlig beskyttet af patenter til op over skorstenen, men organisationen bag - MPEG-LA - har gjort brugen af codec'et gratis indtil 2016. Dermed er der ingen problemer ved at bruge det i dag, men ingen ved, om MPEG-LA vil indføre massive licenskrav i 2016.

Samtidig er HTML5-standarden på vej med hastige skridt og dermed tagget 'video', der gør det nemt at implementere video på en webside uden brug af Flash eller andre tilføjelsesprogrammer - forudsat at der er enighed om et video-format.

Frigiver Google det nyeste VP8-codec fra On2, er det en oplagt løsning på problemet med et manglende fælles kvalitets-videoformat. Men det er ikke sikkert, at det bliver nemt at få gjort det til en succes, forudser Webmonkey-bloggen hos Wired.com.

Google har godt nok magten over verdens ubetinget mest populære videotjeneste på nettet, Youtube, og browseren Chrome er med en fem-procents markedsandel også ved at blive en aktør på nettet.

Men et lidt overset problem ved at indføre et nyt videoformat som ny, fælles standard er al den hardware, der bliver sendt på markedet i disse år, toptunet til bedst mulig H.264-ydelse.

At se video på en iPhone er for eksempel muligt uden at suge al kraft ud af batteriet, fordi hardwaren er designet til H.264-video. Og samme tankegang ligger bag indholdet i mange andre smartphones og computere, skriver Webmonkey-bloggeren.

Udover forspringet i hardware-understøttelse kan VP8 blive fældet af et andet problem fra juridisk kant. Hvis Google frigiver codec'et og gør det til open source, kan MPEG-LA og andre firmaer granske alle detaljer i videokodningsteknologien og hive en stribe patenter frem, som VP8 så skal forsvares imod. Det kan skabe usikkerhed om formatet i årevis.

Der findes et open source-videoformat ved navn Ogg Theora baseret på et ældre codec fra On2, nemlig VP3. Men Google og andre store spillere har afvist at satse på Ogg Theora, fordi kvaliteten ikke er på højde med H.264 og andre nyere teknologier.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Flemming Frandsen

Det er trist at der efterhånden ved at være tradition for at alle tiltag og nye ideer i software stoppes eller hæmmes af frygten for det USAnske eksperiment med software patenter.

Det er ikke sjældent man hører om ellers fine løsninger der skal laves om for at undgå patenter.

Endu en gang er patenter blevet asløret som et værktøj til at forhindre konkurrence i stedet for at blive brugt til at fremme udviklingen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere