Det har aldrig været nemmere at udvikle spil, og det kan føre til en guldalder

Illustration: Screenshot af Unity tutorial/Unity
Gratis spilmotorer, timevis af tutorials i høj kvalitet og fri adgang til spilelementer har gjort det nemmere end nogensinde at lave videospil.

Om du drømmer om at skabe virtuelle verdener professionelt eller bare mangler en ny hobby, så har det aldrig været lettere og billigere at lære at udvikle spil.

Heller ikke selvom man hverken kan kode, tegne eller animere i 3D.

Verdens to mest brugte spilmotorer, Unreal Engine og Unity, er både gratis at bruge, indtil man tjener penge på sine spil, og kommer med frit tilgængelige guides og video-tutorials om alt fra at finde rundt i udvikler-miljøerne og bringe 3D-modeller til live og til at kode interaktive, digitale verdener.

Samtidig har både Unreal – og i særdeleshed Unity – hobevis af gratis 3D-figurer, -biler, -landskaber, lyde, musik og shaders, som brugere frit kan eksperimentere med, så man kreere sine første spil uden nogen animations- eller tegne-erfaring.

Alt sammen kan være med til at skabe en guldalder af kreative og innovative spil, når enhver med en internetforbindelse og et nogenlunde grafikkort kan lære at lave dem.

Kendte motorer, nu gratis

Unity og Unreal har været kendte navne i spilbranchen længe. De er begge spilmotorer, hvilket betyder, at de er frameworks bestående af bl.a. fysik-simulatorer, rendering-API’er og kodeværktøjer.

Unity blev udviklet af tre danskere på 5. sal på IT-Universitetet i København og blev hurtigt den foretrukne motor for små spiludviklere, mens Unreal tog sit navn efter det første spil, de udviklede med motoren, og har siden drevet spiludviklingen hos store etablerede udviklere.

Begge motorer kan nu hentes kvit og frit i deres fulde versioner. Pengene skal først på bordet, når du begynder at tjene penge på spil, som er udviklet med motoren. Du kan altså lave hobbyprojekter i den samme software, som de nye Batman-spil, Hearthstone og Playerunknown’s Battlegrounds er lavet i.

Ud over at tilbyde fri adgang til softwaren bruger både Unity og Unreal rigtig mange ressourcer på at udvikle gratis undervisningsmateriale, f.eks. videoundervisning, hvor man går fra tomt projekt til spilbart spil i løbet af en række videoafsnit.

Komplet med gratis downloads af alle spilelementer, grafik og lyd samt gennemgang af koden, der bringer det hele til live.

Når du så har kodet dig igennem en guide, foregår kompilering af hele den visuelle, lydmæssige og interaktive herlighed i begge motorer med få tryk, og efter lidt GPU-tænketid har du et kørbart spil. Så skal der bare debugges.

Guldalder og disruption på vej

Når teknologi bliver lettere tilgængeligt, fører det naturligvis til en større udbredelse. Og når teknologien kan bruges kreativt, giver det større chancer for store nye talenter.

Nogle Version2-læsere husker nok Super 8-kameraerne. Kodak gjorde det i 60’erne muligt for middelklassefamilier at optage film, og det førte til filmtalenter som Steven Spielberg, Christopher Nolan og David Fincher, der alle har haft et sådant kamera i hænderne.

Og det er ikke umuligt at forestille sig, at når alle med interessen for spil samt en nyere computer gratis kan begynde at producere interaktive oplevelser, vil det føre til en lignende omgang supertalenter, som vi så det med film.

Den lette tilgang gør det også muligt for fans at disrupte den markedsdrevne spilindustri. Danske Jonas Kaerlev savnede i 2013 et nyt 3D-platform-spil a la Super Mario 64, men mente, at genren havde lidt en tidlig død, fordi de store spilfirmaer havde travlt med andre typer spil.

Han besluttede sig derfor for at lave et spil, han som fan af den genre selv ville spille, og krydsede fingre, da han søgte penge til projektet på Kickstarter.

Kampagnen blev en succes, og hans første spil, 'A Hat in Time', blev udgivet til stor applaus fra anmeldere og ejes nu af mere end 120.000 spillere. Spillet er i øvrigt udviklet i Unreal Engine.

Så hvis du er nysgerrig på, hvordan et spil egentlig kreeres, eller sidder du med idéen til det næste Super Mario i maven, så er det bare at vælge en spilmotor og komme i gang. Det har aldrig været lettere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lucas Sørensen

Der er også den efterhånden ret populære Godot Engine[1], som lige er på trapperne med en version 3.0.

Godot Engine har desuden den sidegevinst, at den er 100% open-source, hvis man interesserer sig for den slags. Og hvis man er ligeglad med den slags, kan man bare glæde sig over, at den er 100% gratis at bruge uanset om man laver indie- eller AAA-spil.

[1] https://godotengine.org/

  • 1
  • 0
Mikael Kristensen

Man skal så lige huske regler om ophavsret mv.,

Det er flere udbydere, men er det ikke kun Unreal og Unity der sådan rigtigt er gearet mod fremtidens AR/VR ?
Unreal er vist stadig gratis op til et bestemt beløb. Om Unity er lettere at bruge, det er sgu smag og behag. Man kan selvfølgelig gå langt for at støtte en oprindelig dansk virksomhed.

Lumberyard fra Amazon er tillige på vej frem og helt gratis, men hvad så med support og forum?

Blender er gratis og mest kendt til modellering, men der kan tillige laves spil, og har et stort forum.

  • 0
  • 0
Brian Vraamark

CryEngine er også værd at kikke på.

Den er gratis lige meget hvor meget du tjener på dit spil. Den står bag AAA titler som Far Cry, Crysis, Everybody's Gone to the Rapture, Evolve og mange andre.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere