Hands-on med Windows 8 på en tablet: IE 10 er rigtig god til touch

Illustration:
VIDEO: Version2 har set nærmere på, hvordan Windows 8 fungerer på en tablet, og det er kun den gamle Windows-desktop, der skuffer, mens IE 10 stråler.

Windows 8 kommer til at stå sin prøve på tablets. Windows-desktoppen på bærbare og stationære pc'er forsvinder næppe inden for Windows 8's levetid, men det er ved at sidste udkald, hvis Microsoft skal med på tablet-toget.

Version2 lånte en tablet eller slate, som mange Microsoft-folk kalder dem, af Microsofts danske pressekontakt i forbindelse med Microsofts Worldwide Partner Conference i Toronto i sidste uge.

Og der er vist ingen tvivl om, at Microsoft ikke bare er nået om bord på tablet-toget, inden dørene smækkede, Windows 8 har også købt pladsbillet.

Testeksemplaret var den samme Samsung-tablet med en Intel Core i5 1,6 gigahertz processor, fire gigabyte RAM, 64 gigabyte SSD-drev, USB-stik, MicroSD, HDMI og simkort, som Microsoft uddelte til udviklere til Build-konference i september sidste år.

Det var heller ikke den allerseneste Release Preview-udgave af Windows 8, der var installeret, men indtrykket af tablet-oplevelsen var alligevel overraskende positivt.

Udbuddet af dedikerede Metro-apps var ganske vist noget begrænset i forhold til Release Preview-udgaven, og mon ikke, der når at komme flere apps, inden de første tablets havner i butikkerne i slutningen af oktober.

Microsoft har i fald lovet at åbne butikken for betalings-apps allerede i forbindelse med Release To Manufactoring i begyndelsen af august.

Den mest positive oplevelse var Internet Explorer 10. Browseren kørte hurtigt og viste selv store websteder flydende. Det lignede meget mere Safari på iPad end Chrome på Android.

Metro-applikationer og dermed også Metro-udgaven af Internet Explorer 10 kører i fuldskærmstilstand, og det giver rigtig god plads til webapplikationer, og skærmen på tabletten var stor nok til, at det var noget problem at bruge menuer og links på websteder.

Navigation mellem applikationer sker hovedsageligt ved at 'swipe' fra venstre side af skærmen. Det fungerer hurtigt, men man kan godt miste overblikket over åbne applikationer. I så fald kan man med fordel i stedet benytte sig af Startmenuen, som man kan få frem ved at swipe charm-menuen frem fra højre side af skærmen.

Når man først lige har lært de få grundlæggende bevægelser, som reelt gælder swipe fra siderne, top og bund, så er tablet-oplevelsen med Windows 8 meget positiv.

Det eneste minus er, når man går ud på den gamle desktop. Der har man brug for musen. Tasturet er ligesom på andre tablets heller ikke hurtigt nok at skrive på, og slet ikke, hvis man samtidig skal holde tabletten med den ene hånd.

Det er dog mere et problem ved selve tabletformatet end specifikt for Windows 8. Med en USB-port til rådighed er det heller ikke svært at indsætte eksempelvis Logitechs kompakte universalmodtager og trådløst forbinde til mus og tastatur, når man sætter sig ved skrivebordet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Uffe Seerup

Man kan få en oversigt over åbne apps ved at swipe langsomt fra venstre side og trække lidt tilbage.

Ja. Man kan sige at hvis man trækker en ny app ind og "fortryder" (prøver at trække den ud i venstre side igen) så kommer der en liste af åbne apps. Det var sådan at jeg opdagede det. :-)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere