Er du håndværker? Eller er du måske bare typen, der har for vane at tabe din dyrt indkøbte smartphone ned i toilettet eller på asfalten under cykelturen på vej til arbejde?
Så er Caterpillars Cat B15 måske en overvejelse værd i stedet for den nyeste iPhone, Nokia eller Android-telefon fra Samsung eller HTC.
Caterpillar - kendt for temmelig tungt udstyr til miner, motorveje, byggepladser og den slags - har med Cat B15 skabt en telefon, der skal kunne klare en omgang tørre tæsk. Og også de våde af slagsen.
Caterpillar lover selv, at telefonen kan klare 30 minutters ophold under vand i en meters dybde. Selskabet praler med, at telefonen snildt kan sms'e, ringe op og gå på nettet efter et fald fra cirka 180 centimeters højde. Og så er den støvtæt, siger salgsmaterialet.
Om det holder 100 procent stik, kommer nok an på den tidshorisont, man anskuer telefonens evner over. Mere om det senere.
Lad os først tage et kig på telefonens ydre.
Førstehåndsindtrykket
Cat B15 er en virkelig gedigen og lækker telefon. Eller også er det en tudegrim og klodset telefon.
Som med andre telefoner er der nok delte meninger om Cat B15's udseende, og måske vil lejrene være lidt længere fra hinanden end sædvanligt.
Der er ingen slanke linjer og knivskarpe profiler her. Men ifølge denne anmelder er Cat B15's industrielle look et friskt pust over smartphone-markedet. Og i meget god tråd med det billede, man som almindelig forbruger har af virksomhedens produkter.
Det ydre består udover WVGA-skærmen, som er iklædt Corning Gorilla-glas, af gummipakninger- og -dæksler samt aluminium på siderne.
Skærmen er ikke det sted, hvor telefonen henter pluspoint hjem. Den fremstår en anelse uskarp sammenlignet med gode skærme i dyrere telefoner, og betragtningsvinklen er ikke voldsomt imponerende. Samtidig har dens særlige Wet Finger Tracking-funktion fungeret ret inkonsekvent. Det er ellers et af salgsargumenterne fra Caterpillar.
Telefonen er til gengæld rigtig god at holde i hånden - igen kommer det selvfølgelig an på, hvis hånd det er - og der er aldrig fare for, at den lige smutter ud af håndfladen. Vægten på 170 gram er med til at understrege fornemmelsen af soliditet.
Bagsiden af telefonen består af et afmonterbart skjold, der fæstnes med en skydelås. Skjoldet er præget af en række aflange fordybninger og et fint Caterpillar-logo.
En udmærket detalje i skjoldet er øjet til kameraet, som blot er et hul omkranset af aluminiumsring. Ringen kan i sig selv fungere som en brønd, der fanger støv og snavs over tid, men selve objektivet og den dertil beskyttende plastskive er heldigvis monteret inde i telefonen.
Dermed er det relativt let at gøre kameraet rent for støv og snavs ved blot at fjerne skjoldet.
På højre side af telefonen finder man tre skriggule knapper til justering af volumen samt en kameraudløser.
På venstre side finder man telefonens ladestik gemt under et gummidæksel, og på toppen dækker endnu et gummidæksel over headsetstikket.
Det indre og softwaren
Det hårde ydre gemmer på en ganske almindelig mellemklassetelefon med en dualcore-processor på 1 gigahertz, 512 megabyte ram og 4 gigabyte intern lagerplads, der kan udvides til 32 gigabyte med micro-SD-kort.
Batteriet er på 2.000 milliamperetimer og har holdt i cirka to døgn i den periode, vi har afprøvet den. Her har wi-fi og synkronisering været slået til i dagtimerne, mens GPS'en har været i brug lejlighedsvis.
For at tækkes det arbejdende folk byder telefonen på Dual-SIM-teknologien, så Cat B15 dermed kan holde to SIM-kort gemt i sig.
Telefonen har et kamera på bagsiden og et VGA-frontkamera. Det primære kamera tager billeder ved en opløsning på fem megapixel og optager video i 720p-opløsning. Resultatet er dog for begges vedkommende middelmådigt efter dagens standard.
Softwaren er Google Android 4.1.2 Jelly Bean, og den er der næsten ikke rørt ved. Caterpillar har lagt et par af sine egne apps i bunken, som dog i praksis blot viser videre til flere af selskabets hjemmesider. Er du i markedet for en brugt hjullæsser? Så giv appen Cat Used et tryk med tommelfingeren.
For os andre er det egentlig prisværdigt, at Caterpillar har modstået fristelsen til at ændre for meget på den velfungerende Jelly Bean. Dog trækker det op, at telefonen er født med en ringetone, der får din Cat B15 til at lyde som gravemaskine, der starter motoren.
Støv, tæsk og pjask
Redaktionens eksemplar af Cat B15 har naturligvis været igennem lidt flere prøvelser end den gennemsnitlige smartphone, der lander på bordet.
I certificerings-lingo hedder det, at telefonen er vandtæt i henhold til IPX7, støvtæt i henhold til IP6X og kan tåle at blive tabt på en hård overflade fra 1,8 meters højde.
Testeksemplaret har således været i vandet adskillige gange af flere minutters varighed. Den har været druknet i tysk hvedeøl. Den har været tabt fra ørehøjde ned på et trægulv, og den har taget et hvil i fint, dansk strandsand.
[video:http://vimeo.com/70555249]
Efter en grundig vask under hanen fremstår telefonen i dag stort set i den stand, vi modtog den i for godt og vel tre uger siden, selvom der da kan anes lidt snavs og støv hist og her i revner og fordybninger.
På redaktionen nåede vi aldrig at få indkøbt et étmeter-basin, og derfor har vi ikke kunnet teste Caterpillars påstand om 30 minutter ved en meters dybde.
Vi havde dog et stort krus vand til rådighed, som vi nedsænkede Cat B15 i.
I en time.
Det tog telefonen ikke så pænt, som billederne her afslører.
Bolværket af gummipakninger måtte bøje sig for vandets overmagt, og der kom således betragtelige mængder postevand ind i området omkring batteriet og SIM-kortet.
Efter cirka et døgns tørretid var Cat B15 dog klar til kamp igen, og på intet tidspunkt har den vist tegn på skader på grund af vandets indtrængen. Særligt tidskrævende var det dog af få kondensen i bunden af skærmen væk, men den proces kunne en håndfuld Silica Gel-poser formentlig nok have speedet op.
Så træerne vokser altså ikke ind i himlen. Men på den anden siden markedsføres Cat B15 heller ikke som en decideret undervandstelefon.
Konklusion
Det er svært at konkludere noget håndfast om Cat B15's hårdførhed efter blot tre ugers brug her på Version2-redaktionen.
På den ene side har den klaret adskillige nedsænkninger i væsker med bravur, når man ser bort fra den omtalte timelange svømmetur.
For de potentielle købere er det ret sandsynligt, at telefonen undervejs vil blive støvet og beskidt, og så er det en klar fordel, at man uden problemer kan give den en tur under vandhanen, når arbejdsdagen er omme.
Den har umiddelbart klaret støv og stød ganske udmærket, uden at vi dog har testet den del af del af telefonens påståede hårdførhed mere omhyggeligt.
Telefonens Wet Finger Tracking-funktion, der skal gøre skærmen brugbar i vådt føre, har fungeret nogle gange, og andre gange slet ikke. Her må man nok indstille sig på, at der er tale om hit-and-miss.
Cat B15's åbenlyse svaghed rent fysisk er de pakninger, der beskytter ladestik og headset-stik mod støv og vand. Det er i sagens natur bevægelige dele, der med tiden slides. Det er således et åbent spørgsmål, hvornår pakningerne i givet fald kaster håndklædet i ringen og enten knækker af eller ikke længere lukker helt tæt.
Som sagt er det ikke muligt inden for Version2's korte låneperiode at afgøre, om Cat B15 holder skansen på den lange bane.
Til en pris omkring de 2.500 kroner er det dog værd at give Cat B15 chancen for at overraske positivt.
Hvis man ikke kræver den nyeste skærmteknologi og rappeste processor, men til gengæld vægter hårdførhed højt, er der med Caterpillar-telefonen grundlag for en regulær anbefaling.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.