Tirsdag morgen klokken 05.00 så Købehavns Kommunes hjemmeside kk.dk pludselig anderledes ud:
Sitet er blevet relanceret, ikke på den store, forkromede Drupal-platform, som kommunen de kommende år satser op mod 50 millioner kroner på, men på kommunens nuværende CMS Sitecore.
Webkonsulent Iben Friis Sørensen fra kommunens center for digitalisering begrunder skiftet "i utide" med hensynet til handicappede brugere af hjemmesiden.
»Tilgængelighedsreglerne gjorde det nødvendigt at relancere. Det er den primære grund,« siger Iben Friis Sørensen til Version2.
Tilgængelighedsreglerne skal blandt andet sikre, at blinde personer kan tilgå siden med en skærmlæser, og det er et krav, at offentlige hjemmesider lever op til de såkaldte W3C-standarder for tilgængelighed.
Ud over hensynet til de handicappede er der dog også sket en lang række forbedringer at hjemmesiden. Blandt andet har sitet fået ny emnestruktur, ny navigation, og indholdet er blevet langt mere handlingsorienteret.
»Nu kommunikerer vi langt mere handlingsorienteret og direkte med borgeren. Vi giver dem ikke en lang forklaring af lovgivningen på området, men leder dem direkte ind, hvor de kan bestille nyt pas eller sygesikringsbevis,« siger Iben Friis Sørensen til Version2.
Heldigvis kan langt det meste af arbejdet genbruges mere eller mindre direkte, når Københavns Kommune efter planen relancerer hjemmesiden på Drupal-platformen i begyndelsen af 2014. Det er i øvrigt et år senere end tidligere udmeldt.
»Vi er gået grundigt til værks og har lavet både kvantitative og kvalitative brugerundersøgelser i slutningen af 2011, hvor vi har brugt popup-undersøgelser og interview af brugergrupper til de særligt problematiske områder. Udgangspunktet var, at der var et udtalt behov for at sætte os i borgerens sted,« siger Iben Friis Sørensen til Version2.
Inputtet var, at borgerne generelt havde svært ved at finde rundt på sitet ud fra den måde menupunkterne var navngivet og struktureret.
»Så derfor lavede vi nyt design og ny navigation - og så kunne vi også godt se, at det ikke nyttede bare at lægge det gamle indhold på, så det har også fået en ordentlig omgang,« siger Iben Friis Sørensen.
Som nævnt satser Københavns Kommune over fire år 35-50 millioner kroner på en Drupal-platform, der både skal kunne køre hjemmesiden kk.dk og kommunens intranet
Advice Digital har hjulpet kommunen med redesign og navigation, mens det er Pentia, der har stået for den tekniske implementering. Implementeringen er sket på Sitecore version 6.5.
»Det har været en rigtig god proces med alle parter, både internt og eksternt. Selvom det har taget et år, har vi ikke spildt tiden. Jeg er godt tilfreds, ikke mindst med at organisationen har stolet nok på os till, at vi ikke i tide og utide skal have alle hjørner af løsningen godkendt.«
Københavns Kommunes hjemmeside har kørt på Sitecore-platformen i mange år, og er undervejs skiftet fra version 4.3 til 5.3 og nu altså til version 6.5.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.