Handelsplatform for rødbeder og radiser vil løse »Google-helvede« for supermarkeder

31. marts 2015 kl. 19:30
To utraditionelle iværksættere er i gang med at digitalisere en fødevarebranche, der i lang tid er gået med lukkede døre og har gjort det svært for små producenter at komme til.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

[video:https://www.youtube.com/watch?v=JnANLZKS1RQ]

De fleste brancher har efterhånden smagt på digitaliseringen, men især i fødevarebranchen, er udviklingen gået lidt langsommere end i resten af samfundet.

Det er to kvindelige iværksættere i gang med at ændre på. Uden noget forhåndskendskab til it, er de gået i gang med at udvikle en digital handelsplatform kaldet Fooducer (sammentrækning af food user og producer), der skal samle alle distributionsleddene i fødevarebranchen et sted.

Her kan store som små fødevareproducenter lægge rødbeder, radiser og andre produkter op og komme direkte i kontakt med alle indkøbere, lige fra restauranter, storkøkkener, specialbutikker, grossister og supermarkeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis supermarkedet Irma gerne vil sælge økologiske og nøglehulsmærkede speltkerner til kunderne, så kan firmaets indkøbere hurtigt finde ud af, hvem der sælger det uden at skulle ud i et »Google-helvede« af søgninger.

Det er nemlig hurtigt det, man ender med som indkøber, fortæller den ene af Fooducers stiftere Fie Hansen-Hoeck. Hun har tidligere arbejdet som underdirektør i Netto og direktør for supermarkedskæden ISO, hvor hun ofte oplevede branchens modstand mod at blive digitaliseret.

»Fødevarebranchen er meget traditionel, så man er ikke nået til at digitalisere den endnu,« siger hun og uddyber:

»Branchen er meget lukket. Eksempelvis holder indkøberne alle deres leverandørlister tæt ind til kroppen, og man sidder ikke og taler åbent om udfordringerne. Du kan ikke bare gå hen og spørge en fødevareproducent, hvem der laver emballagen til deres produkter, for så er de bange for, at nogen kommer og efterligner dem.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som indkøber for supermarkederne måtte hun ofte bruge adskillige timer på at google sig frem til de rigtige producenter. Og selv da var der sjældent de informationer, hun havde brug for. Der var nemlig ikke nogen samlet oversigt, hun ellers kunne slå op i.

Idé opstod på tværs af forhandlingsbordet

Idéen til Fooducer opstod en dag for tre et halvt år siden, da de to stiftere mødtes. De havde oplevet de samme udfordringer, men blot fra hver sin side af forhandlingsbordet. Den ene med erfaring fra købersiden af forhandlingsbordet og den anden fra producentsiden som lokal brødproducent.

»Det er meget sigende for branchen, at vi mødtes sådan,« siger medstifter og partner i Fooducer Sanne Fehmerling Kristiansen, der blandt andet har grundlagt den svenske brødvirksomhed Il Panificio, og fortsætter:

»Det er svært at mødes, når folk kun vil købe og sælge over bordet.«

Begge havde de ikke nogen erfaring med it-branchen, men fornemmede dog behovet for den »rusketur« som fødevarebranchen endnu ikke havde været igennem, modsat andre brancher.

»Som producent ved forhandlingsbordet føler man ofte, at man møder en indkøber som ikke ser på produktet, men kun om det overholder nogle bestemte krav. Man bliver meget hurtigt skræmt,« siger Sanne Fehmerling Kristiansen.

Omvendt kan det også være frustrerende for indkøbere som Fie Hansen-Hoeck.

»Producenterne kom ofte glade og fro med et produkt, som sikkert smagte godt, men manglede en masse vigtige oplysninger om, hvordan det overholdte kravene i fødevarelovgivningen. Ting som var naturlige i min verden,« siger hun.

Ikke de typiske iværksættere

De to kvindelige iværksættere havde ikke nogen erfaring med it, men måtte alligevel til at bakse med koncepter som »mockups« og »flowcharts«, da de gav sig i kast med arbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De måtte lære, hvordan de skulle oversætte deres idéer til noget, som programmøren kunne omsætte til en funktionel hjemmeside.

»Når vi skulle tale med vores programmør, så talte vi to forskellige sprog. Det var en stor udfordring for os,« siger Fie Hansen-Hoeck og fortsætter:

»Jeg havde ingen anelse om, hvor mange undersider, vores hjemmeside eksempelvis ville kræve. Det har været udfordrende og sindsoprivende og nogle gange svært at forstå, at det kan tage så lang tid at ændre selv små ting på en hjemmeside.«

Iværksætterne er en del ældre end de fleste iværksættere i it-start-ups, og erkender også, at de langt fra lever op til forestillingen om den typiske unge, mandlige it-iværksætter som Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, der allerede starter virksomheden op på universitetet.

»Vi stikker lidt ud fra de andre it-iværksættere. Hvor de normalt tager udgangspunkt i teknologien og så finder en branche, så ved vi gennem vores erfaring, hvor behovet er, og har måttet finde den teknologi, som kan løse behovet,« siger Fie Hansen-Hoeck, der er meget begejstret for den ånd, der hersker i teknologibranchen:

»Hvor fødevarebranchen er helt lukket, så er man totalt åben inden for tech. Man er ikke bange for at dele sine idéer, og det er godt nok befriende og fantastisk at opleve.«

»Jeg kunne godt ønske mig, at der var flere, der kiggede på deres branche og så, hvordan man kunne bruge teknologien til at lave forretning på en ny måde,« siger hun.

Alderen gør det sværere at løbe risici

De to it-iværksættere har heller ikke fulgt den normale opskrift på at starte en it-virksomhed op.

I stedet for hurtigt at udvikle en prototype og få den ud til kunderne, så har de brugt tre et halvt år på udviklingsarbejdet og på at få lavet aftaler med både leverandører og indkøbere. Til gengæld er det lykkedes både at få Coop, Dansk Supermarked, store og små grossister og 308 andre fødevarevirksomheder til at bruge Fooducer.

Og hvor it-startups ofte allerede tidligt i processen søger efter investorer udefra til at vokse, så har Sanne og Fie valgt at sige nej tak og klare det selv indtil nu. Sideløbende med udviklingen har de lavet konsulentarbejde for at få råd til at sætte Fooducer i søen.

På den måde har iværksætterne fuld kontrol med virksomheden, hvilket især er en fordel, når man er lidt ældre og har familie, fortæller den ene medstifter:

»Det kan være en fordel at være ung, fordi man ikke er bundet fast i ejendom og børn. Det er tit et krav fra banker og investorer, at man kaster alt i ringen og tør løbe en risiko,« siger Sanne Fehmerling Kristiansen og fortsætter:

»Når man bliver ældre, er man til gengæld ikke så risikovillig, fordi man har en familie og et hjem, man gerne vil beholde. Så må man spille på sin erfaring og sit netværk i stedet.«

Fooducer gik i luften i oktober sidste år. Pengene skal fortsat tjenes ind på de fødevareleverandører, som melder sig ind med deres produkter. Det koster fra 4.000 og op til 15.000 kr. om året at være medlem – afhængig af virksomhedens størrelse.

Næste mål for iværksætterne er at udvide platformen til andre lande. De er allerede i gang i Sverige og andre lande er på vej.

Her giver den ene af stifterne et godt råd til dem, der overvejer at blive selvstændige:
[video:https://www.youtube.com/watch?v=OUy65Pt9c1k]

Opdateret den 31. marts 2015 kl. 19.50

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger