I 12 år har en stribe af de bedste danske domænenavne ligget ubrugt hen hos Cybercity, men det er slut nu, efter Cybercity har solgt domænenavne som bank.dk, rejser.dk og sex.dk for et større millionbeløb.
Det fortæller de nye ejere hos Crock Data og Team Workers, som står bag porno.dk og sexdating.dk, samt et par andre websider, blandt andet en webbutik med sengetøj.
»Vi sidder og koder på livet løs for at få noget aktivt indhold på domænerne,« siger Bo Jacobsen, der er firmaernes ansigt udadtil.
Cybercity købte en hel stabel meget eftertragtede danske domæner for en slik, netop som de blev frigivet i januar 1997. Det har siden ført til kritik af selskabet for hamstring, da Cybercity dengang var med i kredsen, der bestyrede de danske domæner, og derfor kunne firmaet komme forrest i køen med lange ønskelister.
Blandt domænerne er ud over de tidligere nævnte også forsikring.dk, superliga.dk, finans.dk, realkredit.dk, finans.dk, vvs.dk, shareware.dk, varehus.dk, restaurant.dk, chat.dk, hund.dk og hus.dk.
Siden har de fleste af domænerne ikke været brugt aktivt til andet end e-mail-adresser til internetkunder, og for nyligt valgte Cybercity så at sælge hele porteføljen af hengemte domæner. Begrundelsen var, at det ikke passede ind i forretningen, og at der desuden kommer regler fra 2010, som kræver aktivt indhold på de domæner, man ejer.
Klar med indhold om få uger
Lige nu er domænerne parkeret hos Google, som så lægger tekstreklamer på, men det er blot midlertidigt fortæller Bo Jacobsen fra Team Workers.
»På vvs.dk lancerer vi en vvs-butik, som er klar om 6-8 uger, og på rejser.dk kommer snart en portal om rejser, som vi sidder og koder på nu. Så planen er sandelig at få aktivt indhold på alle vores domæner. Det vil ske, inden året er omme, og lige nu er vi på jagt efter to nye webudviklere til at hjælpe os,« forklarer han.
Domænenavnene er blandt de mest eftertragtede i Danmark, og eksperter har over for Version2 vurderet de bedste af dem til at være et millionbeløb værd ? stykket.
Men salgsprisen kan have været en del lavere, og den holder både Cybercity og køberne hemmelig. Bo Jacobsen vil kun fortælle, at det har været firmaets største investering nogensinde.
Beskyldt for telesex-fup og rockervenner
Direktøren for Crock Data og Team Workers, Stig Tolboe, har tidligere været involveret i en stribe firmaer, hvoraf nogle er blevet beskyldt for at sende regninger ud for telesex-ydelser, som kunder aldrig har fået, ifølge en artikel fra avisen B.T. fra 2003.
Her bliver Stig Tolboe også beskrevet som partner med den ledende Bandidos-rocker Michael Rosenvold, der drev tyske pornosider.
Denne fortid har en Version2-læser henvist til, da Cybercity i forbindelse med salget fortalte til Version2, at domænerne var blevet overdraget til velrenommerede firmaer.
Stig Tolboe selv er på ferie, men Bo Jacobsen afviser, at der skulle være noget som helst uldent ved den måde, Team Workers og Crock Data driver forretning på.
»De selskaber, vi har nu, har aldrig sendt en regning ud til nogle slutbrugere, så det kan man ikke beskylde os for. Og jeg har været i firmaet siden stiftelsen i 2005, og der har aldrig været nogen rockere som partnere eller ejere,« siger Bo Jacobsen.
Han kender Michael Rosenvold som forretningsmand, tilføjer han, men ikke i forbindelse med Crock Data og Team Workers.
At nogle af Stig Tolboes tidligere firmaer er gået konkurs, kan Bo Jacobsen ikke kommentere på, men de nuværende firmaer har ingen gæld, kan han fortælle.
»I Team Workers og Crock Data har vi været så gammeldags slet ikke at stifte gæld,« siger han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.