Den nye kørekort-app blev hentet over en halv million gange i løbet af det første døgn, efter at appen blev lanceret den 24. november.
Det skriver Ritzau ifølge ITWatch.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, der står bag projektet om det digitale kørekort, og udviklingen af appen har kostet 45 millioner kroner.
En optælling fra styrelsen viser, at appen er blevet hentet 737.215 gange fra lanceringen og indtil midnat den 29. november.
»Det viser tydeligt, at der i befolkningen er efterspørgsel efter et digitalt alternativ til det fysiske kørekort,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til Ritzau.
Det digitale kørekort er et frivilligt tilbud til danske bilister, og selvom man henter appen, skal man beholde sit fysiske kørekort. Det skyldes, at kørekort-appen kun gælder indenfor Danmarks grænser. Regeringen håber, at det digitale kørekort på sigt vil blive anerkendt i hele EU.