Hakker ‘Forbrydelsen’, når du ser den live på dr.dk? Nu er løsningen på vej
Udfald hvert ottende sekund kan være altødelæggende, når DR’s sweaterklædte kriminalbetjent Sara Lund jagter forbrydere i DR’s dramaserie ‘Forbrydelsen 3’.
Ikke desto mindre har fastfrosne billeder og uprovokerede hak været et problem i dr.dk’s live streamer i længere tid. Men nu har teknikerne hos DR formentlig fundet fejlen, der har voldt seerne af DR’s direkte programmer problemer.
»Vi har fundet frem til en fejl i den compiler, der er med til at rendere de forskellige objekter i live-videoafspilleren. Vi prøver en betaversion tirsdag, som jeg er sikker på vil løse det de hak, flere brugere har bemærket,« siger Thomas Elton Jensen, ansvarlig for DR Streaming, til Version2.
I første omgang har DR rådet seerne til at slå hardwareacceleration fra i deres Flash-afspiller, der også er en del af problemet. Men nu vil DR altså forsøge at gøre søndag aften med ‘Forbrydelsen’ mere flydende for de godt 12.000 mennesker, der følger serien live på dr.dk.
Live-streamingen sendt i byen
For at forbedre den direkte dækning på DR endnu bedre, har tv-kanalen også brugt et Content Delivery Network (CDN). Grundlæggende set består det af et stort system af servere udstationeret i flere datacentre. Målet ved at bruge et CDN er at give slutbrugerne en høj og stabil ydeevne på det signal, som kommer fra dr.dk.
»Ud over det kan forskellige udfald skyldes flere ting. De hak og frys, som nogle brugere har oplevet, har kun været gældende i browserne Chrome og Firefox, hvilke rigtig mange mennesker dog bruger. Samtidig kan forbindelse i hjemmet jo godt ryge i ny og næ, og computerens grafikkort kan også spille ind på oplevelsen,« fortæller Thomas Elton Jensen til Version2.
Afspilleren hos DR er samtidig en sladrehank, så den ca. hvert minut selv melder tilbage, hvis loading-tiden er længere end normalt, hvis serveren er på vej til at blive overbelastet eller hvis compileren i afspilleren reagerer uregelmæssigt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.