Hackersagen: Anklager nægter at forholde sig til flere brugere på mistænktes computer.

Illustration: leowolfert/Bigstock
Politiet har på Gottfrid Svartholm Wags computer fundet genveje til et program, der er relevant for hackerangrebet. Anklageren aviser dog at forholde sig til, at der er fem registrerede brugere af computeren.

Gottfrid Svartholm Warg afhøres af vicestatsadvokat Anders Riisager som mistænkt for hacking af CSCs mainframe, og der er uenighed om betydningen af brugerkonti på en computer, der har været brugt til hackingen.

Det springende punkt er en genvej til mainframe-emulatoren Hercules, som politiet har fundet på skrivebordet.

Læs også: CSC-mistænkt svensker frygter repressalier: »Jeg har allerede sagt for meget«

Det er relevant i forbindelse med angrebet og anklageren for står ikke, hvorfor det ligger der, når Warg har udtalt, at han ikke interesserer sig for mainframes.

Warg afviser dog at have installeret det selv. Og han forsøger over flere omgange at forklare retten, at der er adskillige brugerkonti på computeren, og at hvad der ligger på skrivebordet jo afhænger af, hvem der er logget på.

»Men det ligger på din computer,« siger Anders RIisager, til højlydt latter på tilhørerpladserne.

»Hvilken brugerkonto er logget på? Der er fem forskellige brugere på den computer, og hver har sit skrivebord,« svarer Warg.

Anklageren forstår tilsyneladende ikke spørgsmålet, og forsvarer Luise Høi forklarer anklageren, at det er ganske normalt med flere brugerkonti på en computer, som har flere brugere.

Warg spørger igen, hvilken kontos skrivebord den relevante genvej ligger på og påpeger, at han tidligere har oplyst at computeren er en 'lab-computer' med flere brugere.

Men Anders Riisager finder ikke spørgsmålet om brugere relevant.

»Jamen det forholder jeg mig slet ikke til, jeg forholder mig til, at det er din computer,« siger han tydeligt irriteret over spørgsmålet.

Spørgsmålet om genveje droppes tilsyneladende og afhøringen fortsætter, hvor den slap i går, og anklageren forsøger at kæde mistænkte sammen med forskellige online-aliasser.

Version2 er til stede i retssalen.

Læs også: Retten afviser CSC's erstatningskrav i hackersag

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Poul-Henning Kamp Blogger

"Men Anders Riisager finder ikke spørgsmålet om brugere relevant.

»Jamen det forholder jeg mig slet ikke til, jeg forholder mig til, at det er din computer,« siger han tydeligt irriteret over spørgsmålet."

Nu ser vi konsekvensen af at datalære blev erstattet med tekstbehandling i vores uddannelsessystem i midten af 1980erne:

For den tabte generation er alle computere enden "windows" eller "servere".

Hvis nogen bruger tastaturet er det "windows" og der er kun en bruger.

Hvis computeren står et andet sted er det "en server" og så er der ingen brugere.

Jeg græmmes...

Svenne Krap

edit Ups, forkert artikel.....

Jeg arbejder som domsmand og har endnu tilgode at opleve at man i en strafferetssag tager et "kompliceret" erstatningsspørgsmålet op - udover i virkeligt banale krav som erstatning af stjålne varer fra en butik eller kontanter....

Det er efter min erfaring fuldstændigt almindeligt at man afviser at behandle erstatningskravet (hvilket betyder at den skal anlægges som civilt søgsmål efterfølgende, hvis den tiltalte bliver dømt skyldig)

Simon Mikkelsen

[quot]Gottfrid Svartholm Warg afhøres af vicestatsadvokat Anders Riisager som mistænkt for hacking af CSCs mainframe, og der er uenighed om betydningen af brugerkonti på en computer, der har været brugt til hackingen.

Det springende punkt er en genvej til mainframe-emulatoren Hercules, som politiet har fundet på skrivebordet.[/quot]

Det er ikke mange dage siden, at BEC klagede over at det var svært at få folk med forstand på mainframes.

Nu bliver det i en alvorlig retssag brugt som bevis for ulovlig indtrængen, at være i besiddelse af et frit tilgængeligt program (Hercules), der er absolut nødvendigt for at lære netop de efterspurgte færdigheder.

Michael Weber

»Hvilken brugerkonto er logget på? Der er fem forskellige brugere på den computer, og hver har sit skrivebord,« svarer Warg.

Der er måske minimum 5 brugere.
At der er oprettet 5 brugerkonti, der er tildelt 5 forskellige personer, er ikke ensbetydende med, at der kun er 5 personer der bruger systemet.
Så Warg kan kun sige, at der som minimum er 5 brugere.

Hvis det skal bevises at der kun er 5 brugere, skal det bevises, at de 5, der har fået tildelt en brugerkonti, ikke har delt den med andre.

Anders Poulsen

Det værste ved det hele er faktisk, at hvis Warg ER skyldig, så vil anklagerens afgrundsdybe uvidenhed jo gøre det umuligt at få en domsfældelse. Ikke på grund af manglende beviser, men fordi anklageren ikke forstår dem.

Venligst Slet Min Bruger

Jeg håber lidt, at det er Version2 der får Anders Riisager til at fremstå så inkompetent, som han lyder til, og at der rent faktisk bliver sagt nogle fornuftige ting fra hans side af og til.

Det er jo håbløst at sætte en sådan mand til at være anklager i sådan en sag.

Knud Jensen

Hvis jeg husker rigtigt, så er ejeren af en internetforbindelse også ansvarlig for det misbrug der sker gennem den, selvom det ikke er ejeren selv som har udøvet misbruget, men bare har givet andre adgang til forbindelsen, eller sløset med sikkerheden. Med mindre der findes beviser for at det var en anden bruger end ejeren som udøvede misbruget.

Kan være det er den retning af anklageren går i for at få en dom over ham.

Christian Nobel

Jeg håber lidt, at det er Version2 der får Anders Riisager til at fremstå så inkompetent, som han lyder til, og at der rent faktisk bliver sagt nogle fornuftige ting fra hans side af og til.

Det er jo håbløst at sætte en sådan mand til at være anklager i sådan en sag.

Altså med de ting der kommer frem, nu senest den med retweetet, så bliver man da alvorligt i tvivl.

Jeg har tidligere sagt at AR er på tynd is, men den er da væk for lang tid siden, nu svømmer han rundt hvor han absolut ikke kan bunde.

Det værste er, at hvis det fortsætter på denne farceagtige måde, så smuldrer hele sagen, og det bliver aldrig afklaret hvad der er sket, politiet har kastet 15 måneder ud med badevandet, og CSC kan få lov til at malke samfundet for at klovne videre.

I virkeligheden meget trist.

Mogens Lysemose

Måske burde anklageren få en it-specialist til at afhøre vidnet og så nøjes med at læse sine jurabøger som tydeligvis ikke er tilstrækkeligt i den virkelige, komplicerede it-verden! Er det virkelig den bedste anklager de kunne finde???

Mogens Lysemose

Men at en af verdens mest begavede it-eksperter pludselig skulle være it debil og dermed muligvis ikke skyldig virker da påfaldende når det bliver brugt for anden gang i en Retssag.
I øvrigt kan man sagtens blive dømt uden beviser, men på indicier. Jeg vil faktisk strengt taget mene at i den virkelige verden findes ikke beviser, kun overvejende sandsynliggørelse/indicier. F.ekw. Newton kunne jo endda "bevise" sin tyngdeloven matematisk, men den er jo kun sand under visse forudsætninger som relativitetsteorien råder bod på.

Mads Madsen

"Hvis jeg husker rigtigt, så er ejeren af en internetforbindelse også ansvarlig for det misbrug der sker gennem den, selvom det ikke er ejeren selv som har
udøvet misbruget, men bare har givet andre adgang til forbindelsen, eller sløset med sikkerheden. Med mindre der findes beviser for at det var en anden
bruger end ejeren som udøvede misbruget."

Det er lodret forkert; APG forsøgte at få ejere af trådløse netværk dømt på basis af en teori om at ejeren var ansvarlig for andres misbrug, men alle landsretterne skød det argument ned.

Og det var endda i sager om erstatningsansvar for krænkelse af ophavsret, hvor bevisbyrden ikke er så streng som i straffesager.

I en straffesag skal anklagemyndigheden bevise, at den tiltalte med forsæt har udført handlingen der realiserer straffebestemmelsens gerningsindhold.

Man kan ikke løfte den bevisbyrde ved at henvise til, at ejeren af en computer eller delt resource har handlet uagtsomt ved ikke at have sikret sit system.

Forsæt kræver mere end sløseri med sikkerheden.

Så hvis det eneste anklagemyndigheden har er et argument om, at det er tiltaltes computer, men undlader at forholde sig til den mulighed at en anden bruger kan have udført handlingen, er det en tvivl som må komme tiltalte til gode.

Mads Madsen

Det er ganske enkelt umuligt at sikre en delt resource imod misbrug.

Giver man 10 andre personer adgang til en delt resource -- en computer, en server eller et netværk, foreligger der altid den mulighed at en af dem på et eller tidspunkt vil foretage sig noget ulovligt.

Det er vigtigt at holde spørgsmålet om ejerskab i rette perspektiv.

Udgangspunktet for straffelovsovertrædelser er, at ejeren af en genstand eller resource ikke er ansvarlig, hvis en anden misbruger den til noget ulovligt.

Hvis en bekendt som jeg har givet adgang til at bruge mit internet imens jeg er bortrejst distribuerer børneporno eller dødstrusler, er jeg ikke skyldig, hvis jeg har et troværdigt alibi.

Reglen er ikke, at jeg som ejer er skyldig, indtil jeg kan udpege den faktiske overtræder, men at anklagemyndigheden selv skal løfte bevisbyrden mod en konkret person.

Hvis der er flere personer som kan have udført en strafbar handling, men man ikke kan bevise hvem den skyldige er, må begge naturligvis gå fri.

Den eneste undtagelse, hvor der er indført et betinget objektivt ansvar for en ejer er i Færdselsloven.

Men det er kun accepteret fordi det at føre en bil i alle situationer kræver kørekort, og fordi en bil ikke kan benyttes af flere personer på samme tid.

Med en computer og alle netværksscenarier er der uanede muligheder for at ejeren kan have lånt en adgangskode til en bekendt, der uden ejerens vviden deler den med flere andre.

Jeg husker, at APG var ret fortørnet over, at de ikke kunne få folk dømt på andre beviser end IP-adresser.

Deres tvivlsomme argument var, at hvis man skulle bevise, hvem der havde siddet foran computeren, kunne man ikke få dømt nogen for piratkopiering.

Mads Madsen

Man er ikke dum, fordi man udlåner sin computer eller sit netværk til flere personer.

Der er mange helt legitime grunde til det.

Og selv hvis det er dumt, er det ikke nok til at bevise, at Svartholm har haft forsæt til at overtræde Straffeloven.

Forsæt er ikke lig med dumhed eller skødesløshed.

Rasmus Iversen

Nu ser vi konsekvensen af at datalære blev erstattet med tekstbehandling i vores uddannelsessystem i midten af 1980erne

Jeg tror ikke det handler om "datalære" vs. "tekstbehandling". Det handler i stedet om, at juraen aldrig har forholdt sig til digitaliseringen. Bare se ophavsretsloven, patentdomstolen og de juridiske sværdslag der følger begge dele. Man forsøger ganske stivnakket at applicere analog jura på digitale spørgsmål.

Christian Bruun

I øvrigt kan man sagtens blive dømt uden beviser, men på indicier. Jeg vil faktisk strengt taget mene at i den virkelige verden findes ikke beviser, kun overvejende sandsynliggørelse/indicier. F.ekw. Newton kunne jo endda "bevise" sin tyngdeloven matematisk, men den er jo kun sand under visse forudsætninger som relativitetsteorien råder bod på.

Newtons lov er forkert (altid), men fejlen er ubetydelig ved små hastigheder.

"Beviser" mht. matematik/naturvidenskab/retslære er tre helt forskellige ting, som ikke giver mening at sammenblande

(Newton "beviste" ikke sin tyngdelov matematisk - han viste at naturen fulgte den ligning han havde opstilt - hvis man kan finde et tilfælde (og kun et) hvor teorien ikke holder, så er teorien forkert)

Log ind eller Opret konto for at kommentere